Og Gertrud sidder ved sin Faders Gaard,
paa Toften, ud for Ladens Gavl, og malker;
og Søren Murer fløjter, mens han staar
ved Ladegavlen, tæt derved, og kalker.
Det bruser højt i Pigens blanke Spand,
og paa de brune Arme Fraaden sprøjter.
Hun kigger jævnlig paa den hvide Mand,
men Søren bare stryger væk og fløjter.
Saa gaar hun med sin Spand til Karlen hen
og siger i en skælmsk og munter Tone:
»Det er nok morsomt aa væ’ Murersvend! —
Ka’ské du fløjter for aa faa en Kone!«
»Det gør jeg,« siger han og koster løs,
»aa saa fordi vi snart ska’ ha’ den Na’re!«
Hun ler og tumler med ham som en Tøs,
men Søren, han véd nok, hvad han skal svare.
Og da han føler Gertruds Haand paa sin,
saa véd han paa en Prik, hvad nu det gælder,
og griber tappert til — nu er hun din!
Da styrter Pigens Fader frem og skælder.
Men i den lune, maanelyse Nat,
i Duft af Engens vilde Førstegrøde,
ved Nattergalekluk fra dybe Krat,
de holder uforknytte Stævnemøde.
Trods Faders Bydende, trods Moders Bøn
og trods Fornuftens tørre, kolde Dæmper . . .
Naturens Arvelov, saa stærk i Løn,
mod den selv Guderne forgæves kæmper.