Jeg gik mig ud fra Hjemmet
saa skøn og mild en Dag
imod en Egn mig fremmed,
et skovrigt Højdedrag.
Og Lærken sang,
der skinned Sol,
og Kukkeren han gol.
Mit Hjærte var som Spanden,
naar den er fuld af Saft,
der gærer over Randen,
og Længsel gav det Kraft.
Og Mejsen fløj
med Sang i Leg,
og alle Spurve skreg.
Jeg vandred mod min Lykke,
forventningsfuld, og sang.
Foran mig gik min Skygge,
og Staven højt han svang,
saa hver en Fugl
i Hegnets Top
i Huj og Hast fløj op.
Den krummed Piberøret, —
en sælsom, stor Figur,
frimodig, ved Humøret,
en higende Natur.
Og Røgen fløj
for Vindens Kast
af Sted i største Hast.
En Bæk forbi mig spilled,
og i dens klare Strøm
jeg saa mit eget Billed,
dets Genskin af min Drøm.
Og Bølger kom,
og Bølger gik
med sagtelig Musik.
Men dybere i Vandet,
paa Himlens klare Blaa,
jeg øjned straks et andet:
min Lykke dér jeg saa.
Og Blomst og Straa
ved Bækkens Bred
sig spejled til den ned.
Og Solens Skær forgyldte
mit Syn, min Vandrings Maal
til mørke Skyer fyldte
den klare Himmelskaal.
Og Skyer svandt,
og Skyer kom,
og Smaafisk smutted om.
Jeg lagde mig paa Maven
og drak af Bækkens Strøm,
saa greb jeg atter Staven
og iled fremad, øm
om Vrist og Taa.
Og Finken slog,
og Storken hjemad drog.
Jeg hinked efter Skyggen,
der nu kun var en Dværg,
men Vinden skød paa Ryggen
til Toppen af hvert Bjærg.
Og Gøgemor
slog klart og kort
klap! klap! og suste bort.
i Jeg gik omkap med Dagen,
saa fyrigt var mit Sind:
naar Sol gled rød mod Skagen,
var jeg nok kommen ind.
Og Viben svang
sig vidt og hvén
mig ind til Marv og Ben.
Min Vej gik over Banker
og mangen yndig Slugt,
langs Hegn med Humleranker
og grønne Dynger Frugt,
slog her et Sving
og hist et Knæ,
og Rugen stod i Dræ.
Og Landet steg med Høje
og Skove, skønt og vildt;
jeg følte mig med Føje
fra Jorden halvvejs skilt.
Og himmelhøjt
en Glente hang,
og Dalens Hyrder sang.
Jeg vandred som paa Naale,
paa Vabler, blodig Hud,
men følte nyt Liv straale
i alle Nerver ud.
Og fra hvert Hus,
jeg standsed ved,
fornam jeg Gæstfrihed.
Jeg fandt i hver en Bakke
en herlig Udsynsstol,
og jeg lod Øjet flakke
saa vidt fra Bol til Bol.
Rundt Møller gik,
og hvide Sejl
saas fjærnt paa Fjordens Spejl.
Dér stod de hvide Templer
og lyste flere Mil,
saa stemningsfuldt, Eksempler
paa simpel, ædel Stil.
Og Klokker gik,
og Malmens Drøn
mig gjorde Egnen skøn.
Men her stod andre Kirker
med Søjler, Hvælv og Spir
af dem Naturen virker,
med Blomsters Duft og Zir.
Og Vind og Løv,
de mødtes til
et sagte Orgelspil.
Der nede: idelt Ørke
og Pligt og Tvang og Skik;
her prækedes med Styrke
den vilde Romantik.
Og Solens Strøm,
af Løvet brudt,
fra Blomst til Blomst slog Smut.
De tilsend Fløjter toned,
det svulmed i hver Kvist,
og i hvert Træ der troned
en glad Evangelist.
Og ingen her
bar Messesærk,
enhver var selv sin Klærk.
Jeg lagde mig i Græsset
og lyttede en Stund,
indtil jeg blidt blev messet
i Døs, i Drøm og Blund.
Og Orglet gik,
og Droslens Fløjt
klang drømmerigt og højt.
Forlængst var Solen naaet
Meredianens Streg,
men jeg, jeg havde gaaet
mer end den halve Vej.
Og Hvilen sød
og Søvnens Fred
gav Løn for hvert et Fjed.
Jeg bygged rask Kasteller
til Lykken hvid og rød
— som Bien Dronning-Celler —
og Lykken led ej Nød.
Og Solen sank,
imens jeg sov,
bag Horizontens Skov.
Jeg vaagned, greb min Hue
og Stav og iled frem.
Fjærnt i en Hyttes Stue
stod Lykkens Dør paa Klem.
Og Duggen drev,
i Lykkens Dal
sang højt en Nattergal.