I
Nu væk med Spade og med Rive:
gid jeg paa spændte Vingefjer
ud i Naturen kunde drive,
for Skoven grønnes, Solen ler.
Ja væk med Spade og med Rive!
Blaa er den høje Himmelklokke,
og langsomt sejler hvide Sky’r,
der undertiden ligner Flokke
af Legemer — af Folk og Dyr;
fra Spade, Rive de mig lokke.
Jeg farer hen, for Vind og Vove,
som nu min Lyst og Længsel vil.
I Græs, blandt Blomster, dybt i Skove
jeg drømmer under Fløjtespil,
og dér vil jeg om Natten sove.
Ja bort med Rive og med Spade
og ud paa Livets dybe Strøm! —
Da viger, som en sky Najade,
paa Skæbnens Vink min Frihedsdrøm.
Ak, denne Rive, denne Spade!
II
Det suser i Hegn og Skove,
min Længsel vaagner derved;
det suser mig ind i Sjælen
og øder min dyre Fred.
Det hvisker i Græsset og Sivet,
saa sukkende dybt og mildt;
det hvisker mig ind i Hjærtet,
men Længslen svulmer saa vildt.
Det ringer i alle Kirker,
nu ender Dagen sit Løb;
det ringer mig ind i Sjælen,
men Længslen bryder sit Svøb.
Det lyser bag fjærne Høje
og Hegn ved min Hjemøs Kyst,
Det lyser mig ind i Hjærtet,
men Længslen fylder mit Bryst.
Det klukker, det synger i Bækken,
de Bølger ile af Sted;
hver Draabe Blod i mit Hjærte
begærer at ile med.
Jeg lukker Øje og Øre, —
min Hjemstavn binder saa fast . . .
Saa drager jeg ud over Sletter
og Dale og Høje i Hast.
Den susende Vind mig følger
saa mange Mile paa Vej,
og Klokkerne beder mig bønlig
at bie; jeg hører dem ej.
Hver Ko og hvert Faar paa Marken,
hver Fugl og hvert Stengærdeskel,
hvert Vand og hvert Træ — det er mig,
som bød de mig sorgfuldt Farvel.