Ja Klokken er to, vi skal op af vor Seng,
men Natten er mild og med Fuldmaaneskin.
Stig op, Kammerat, vi skal ud at slaa Eng I
Jo før vi begynder, jo før faar vi Lin’.
Naar Græsset er vaadt,
da kan Leerne bide,
saa ikke en Tot
sig fra Æggen kan vride.
Og Dunken er fyldt med saa velbrygget Øl
og Æsken med Mellemmad. Vi rykker ud.
Paa Toften der ligger vort Øg med sit Føl
og Kalvene, næsten som bad de til Gud.
Og hvert lille Lam
ligger fromt hos sin Moder.
Bag en Aabakkekam
skimtes Køernes Ho’der.
Alt kvidrer den Lærke saa sødt og saa frisk’.
Det dufter af Græs og af nyslaaet Hø.
I Mergelgravvandet slaar legende Fisk
og styrter sig ud, ved vort Komme, en Frø.
En Ræv med sin Fangst
smører rask ind i Rugen.
En Hare blev angst,
den har Unger ved Bugen.
Og se, hvor det mulmer fra Engkonens Bryg!
og hør, hvor i Taagen det klukkende ler!
Det er Dronningen med den forvoksede Ryg
og alle de kogiende, farlige Fér!
Men vi passer vort;
og da Leerne lyder,
gaar Elverne bort,
revner Sejdheksens Gryder! —
Vi hugger og hvæsser, og hugger paany
ved Fuldmaaneskin i de dryppende Straa.
De Flokke af Blomster, som rørende bly
og duftende, friske i Græsbunden staa, —
det smærter mig lidt
nu at give dem Døden;
de fryded mig tidt,
men her gælder det Føden.
Det tindrer bag Skoven, mens Maanen nu staar
med drøvelig Mine, saa ynkelig bleg.
Og Lærkerne oppe i Himmelen slaar,
og Ræven gaar hjem med en ny større Steg.
Og Haren, det Skind,
leger med sine Unger,
mens Lam hopper ind
over Engdragets Gunger.
Og Kokkene galer, og Solen staar op,
det drøner fra Klokkerne, runger langt hen.
Af Natteluft sløve i Sjæl og i Krop
vi føler nu Kræfterne svulme igen.
Til susende Hug
vi nu synger og fløjter,
mens Straaler af Dug
ud fra Græstoppen sprøjter.
Ved Aaen vi lejrer os. Hvilen er sød!
Vi æder vort Brød just i Ansigtets Sved.
Paa Engen gaar Pigerne ud for at strø
de Rimler af Græs, vi i Nat hugged ned.
De dænger os tæt
med de duftende Dynger.
— Saa’n gaar det i Slæt,
saa ej Arbejdet tynger.