Søren pløjed si’ Husbonds Jord,
omkredst a’ Maager frá Hav aa Fjord.
„Ej, æ’ I dér!” sa’ Søren.
„Ja, her æ’ Sul paa det lan’e Bord!”
Søren lystig i Graven spranj.
Han Tør’en højt op i Baren svanj.
„Nu ska’ hun skær’!” sa’ Søren.
Han ælted, trilled aa skar med Sanj.
Markens Kløver stod grøn og rød,
men Leens Klanj henover den lød:
„Nu gaar vi paa!” sa’ Søren.
„Nu ska’ hun skære paa Liv aa Død!”
Søren Trøjen aa Vesten smed.
Aa, hvor han svedte! aa, hvor han sled!
„Hu-hug! Hu-hug!” sa’ Søren.
Og Solens Braanj ham i Nakki’ sved.
Søren fang’de e’ lille Fovl,
der laa aa spirred ved Vovnens Hjul.
„Dit arme Kræ,” sa’ Søren.
Saa ga’ han Ungi’ et sikkert Skjul.
Søren pyntet te’ Skovi’ gik,
te’ Folkefest med Dans aa Musik.
„Tju-hu! Tju-hu!” sa’ Søren;
han Pi’erne svanj etter gammel Skik.
Søren dansed den hele Nat,
aa hjem han fu’le Mari’, si’ Skat.
„Stol du paa mig!” sa’ Søren.
„Je’ har ej noven Pi’e forladt!”
Søren spared sin Sommerløn.
Ved Jul han lej’de en raa’en Røn’:
„Her æ’ mit Slot!” sa’ Søren.
„Te’ Sprinjvánj æ’ her e’ dejli’ Brønj!”
Søren sad ved Maries Senj,
Mari’ ha’ ny Ile’ født ham e’ Drenj.
„Hej Kammerat!” sa’ Søren;
„naa ska’ du med mig u’ aa slaa Enj!”
Søren sad paa et fældet Træ,
Feberen há’e klemt ham i Knæ.
„Aa hjælp mig hjem!” bad Søren.
Mari’ aa alle Bø’nene græ’.
Søren følte, en Nat han laa,
a’ Livet snart ham skulde forgaa:
„Aa kom, Mari’!” sa’ Søren.
Mari’ hun vækked di manne smaa.
Søren te’ „Storarmeen" drov.
Hans Lig di jordede i en Krov,
aa Præsti’ holdt en Tále
te’ nedsat Pris aa i Blomstersprov.
Sovnet Mari’ aa Bø’nene tov.