Jætte aa Jør’en passed Kør aa Faar.
„Hej du, hej! Hej du, hej!” raabte Jør’en.
Jætte kom derhen. Han bød henj en Taar
a’ sit Øl. — „Det æ’ surt!” sa’e Jætte.
Møj ha’ de sammen, men aller nov’ ondt.
„Kryv i Ly! Kryv i Ly!” galed Jør’en.
Jætte dukked ind’ i hans Skur, et rundt.
„Je’ æ’ ban’e for Torden!” sa’e Jætte.
Leji’ fek Ende. Aa di væjste tel.
„Avet om! Avet om!” braste Jør’en.
Han vaa’ altid med. Svirelav aa Spel
vaa’ hans Lyst; han blev rejde e’ Sta’kel.
Jætte gik aa græd . . . Saa kom han e’ Nat.
„Lad mig vær! Lad mig vær!” sa’e Jætte.
Da han ret fornam, det vaa’ saaddan fat,
saa bandte han de dyreste E’er.
„Flasken Nummer ét, je’ kun Nummer to . . .
Gaa di’ Vej! — Hører du!” sa’e Jætte.
Gik han da; oprørt. Ind i Byens Kro:
„Hej, min Tøs! Har du novet paa Flasken?”
Jætte aa Jør’en mødtes dov igen.
„Tøv et Korn! Tøv et Korn!” bad hun kærlig.
„Jør’en, du maa gæ’ne drekke, mi’ Ven,
naar kun du ve’ la’ Krotøsen fare!”
* * *
U’e ved Mosi’ fek di Hus aa Jor’.
„Sma’ vor Most! Sma’ vor M(j)ød!” byder Jør’en.
„Brænd’vin æ’ ette forbøjn a’ vo’ Mor,
men — je’ kom te’ aa snuble med Flasken!”