Fra Sovn te’ Sovn han gaar sin Runde,
gør Jens, højt hilst a’ Egnens Hunde:
vov-vov! vov-vov!
Paa Støvler næsten uden Bunde,
aa tit hel svejet, hal’t i Trav
ind stryger Jens med Hesselstav,
i højt Humør —
som altid før:
„Goddav! Goddav!”
Før vaa’ han givt, men Konen vendte
sig fra ham — med en anden rendte —
av-av! av-av!
Det Stød ham, Jens, paa Vandring sendte.
Han fik det frie, lette Tav.
Men Jens æ’ li’ saa god den Dav
i Dav som før,
og ved Humør:
„Goddav! Goddav!”
Et Maaltid Mad vor Jens æ’ sikker,
aa mang’ en Taar te’ Bunds han stikker
„aah-aah! aah-aah!”
E’ Klapni’ Fo’r i Staal’i ligger,
dér Jens for Na’ten hvile maa.
Paa Straa vor Frelser sel’ jo laa!
Naar Da vi gryr,
farvel han by’r.
„Haa-haa! Haa-haa!”