I den lyse, glade Tid
Alverden er ét Blomsterflor
og som gyldne Bier vi,
vor Sjæl, vort Blod.
Til hver en munter Melodi
slaar Hjærtet Takt med Mund og Fod,
og Glæden selv blandt Torne bor,
paa Stengrund gror.
Ak, de lyse, glade Aar:
forbi, al Herlighed forbi.
Mindet dufter end af Vaar,
af Eng og Krat,
af Kærlighed saa sød og saar.
Som Toner af en Løvfaldsnat
det klinger nu: forbi, forbi —
for evig Tid.