Han var mig kær, den mørke Hest,
fra han blev født, en Vinternat.
Han strøg fra Stedet som en Blæst
til han med Aarene blev mat.
Tog han maaske saa varmt paa Vej,
fordi hans Mo’r, et muntert Øg,
med ham ved Hjærtet løb med mig
fra Møllen løbsk — en dristig Spøg.
Du mørke Hest, mit Yndlingsdyr,
som bar mig fjærnt til hende, som
os to, i Lys af Maanens Fyr,
fornøjet, frisk i Møde kom, . . .
langt mer end mangen anden én
med Vidende om Ret og Pligt,
fortjente du en Bavtasten.
Nu faar du bare dette Digt.