Yderst følsom er hun, intet kan bestikke
hendes skarpe Sanser og sikre Instinkt.
Stræng er hun ogsaa: Gøglet finder ikke
Naade hos den Jomfru, selv om det er flinkt.
Tingen den skal være: Livets Førstedraaber,
gydt i fine Skaaler af glimtende Ord.
Tingen den skal være ikke just for Taaber,
de kan aldrig mættes ved Gudindens Bord.
Alle hendes Tjenere vejer og vrager:
Ret og Skel skal have, det véd vi, sin Gang!
Broget er Skaren, der til hende drager,
hver med sine Frugter, og Vejen ofte trang.
Trangest for den Stymper, der gaar uden Skærme,
ukendt i den Verden, han stævner imod; —
ja, jeg vil ikke Gudinden fornærme,
men hun har jo, véd jeg, før smagt Bondeblod.