Indvandring
I Bjærgsskoven
I Bjærgsskoven
Her bølger Fynslands Jordsmon skønt og stormfuldt,
paa Højderne med Sand og Rullesten;
men Skoven, der dem dækker, vidt og formfuldt,
er høj og svær, den staar med Gren ved Gren,
med Top ved Top fjærnt ud i Øst og Vester;
og Dalene, hvor Aa og Ræk sig snor,
har Fedme til en yppig Vækst — de fester
i Solskin nu med Juni Maaneds Flor.
Jeg drejer ind i Skoven, ind paa Vejen,
der blød og grøn, med dybe Vognkanaler
og store Ralke, under idel Drejen
snart hæver sig og snart lemfældig daler.
En lille yndig Vej, som ikke støver,
men noget skummel vist ved Nattetide.
Lyst blaaner Himlen, Middagssolen kløver
Granskovens Skumring ved min højre Side.
To Raadyr træde ud paa Vejen, standse
og se sig ilsomt om med store, klare
og vilde Blik. Saa saare de mig sanse,
med Stormens Hast de ind i Dybet fare.
Jeg gaar i Stilhed. Intet Træ sig rører.
Jeg gaar i Harpiksduft, blandt høje Graner.
En Sti ved Vejen snart til Tops mig fører
paa en af Alperne, i krumme Baner.
O, dette Hav af lysegrønne Tinder
i kraftig Bølgen, yndefuldt-alvorligt! . . .
O hvilken Luft, der om mit Hoved rinder!
Og Egnen . . . jeg maa standse, uvilkaarligt!
Dérnede, dybt, en gammel, hvid-grøn Mølle;
jeg skelner Kværnens Dundren, Vandets Plasken
og Lyden af en ung Hyrdindes Kølle,
der svinges under megen Skørtedasken.
Og jeg ser nok en Mølle, midt paa Engen;
og længer omme: ên til, mellem Brinker;
de spiller alle rask paa Aaløb-Strængen,
som bugter sig i Dalens Bund og blinker.
Dérnede mellem grønne Jorde-Tavler
med herlig Skrift, i tykke Hasselrammer, —
ved Krat, der op ad stejle Skrænter kravler,
Sollyset klart mod hvide Vægge flammer.
Histude flimrer, funkler Havets Stribe,
og dér er Kyst ved Kyst med Skoves Smykker.
Dérude sejler smaa og store Skibe.
O Skønheds Dyb! du daarer, saa jeg dykker
mig i dig ned. Mit Hjærte saligt svulmer,
mens jeg forlader denne Alpehøjde.
Dybt under mig det sukker, spiller, ulmer:
Skovgud! blæs op nu paa din Hyrdefløjte.