Du synger ikke, Kukker,
ejheller kvidrer du, — blot kalder;
men der er Trolddom i din Røst —
og Spaadoms Sorg og Spaadoms Trøst
for dem, som tror, din Galder
spaar om Levealder.
I Somrens Tonemylder
du lokker med dit bløde Mæle
saa ensomt, skælmsk og sødt, saa at
du faar de. Drømme Stævne sat,
der som banlyste Sjæle
sky sig maatte fjæle.