Skonnert Sigyn gaar ud! En Foraarsdag.
Paa Langfartigen. Under strittende Flag.
En Kvindefigur, paa Stævnen strakt,
sér ud, saa fjærnt, mod den aabne Sø.
Skonnert Sigyn gaar ud! I Solskinspragt.
Vardø! . . . Marseille! . . . En Sydhavsø . . .?
Sigyns Mandskab jeg sér. En tyk Kaptejn
buldrer op, som om der er noget i Vej’n.
Den nye Skibsdreng paa Dækket staar;
hans Blik er svangert med Drøm og Lyst,
Stoltheds Drømme, næret i seje Aar
af al det frodigste i hans Bryst.
Fjærne Zoner — hans Lyst. For første Gang
forlod han sin Mo’r — vist med Graad mer end Sang,
om end det dølges, at han har grædt.
Det er saa stort, dette Øjeblik,
men saa sugende ømt, om jeg sér ret.
Om Skuden risler Vandets Musik . . .
Skonnert Sigyn gaar ud. Bag solblaat Vand
det vinker til Lyst for den sejlende Mand.
Til Æventyret han stryger bort,
den friske Dreng med det kække Sind;
det er Blændværks-Fyret i Natten sort,
Sirénen i Taagen, der tit gør blind.
Mon vi atter sér ham, rødkindet, kæk,
naar Sigyn slutter sit Sommertræk?
Skal Havet vugge ham i sin Favn
og bære ham død ind paa sin Bred?
Skal giftige Blomster i fremmed Havn
døve hans Sanser, bryde ham ned? . . .
Hvad end der skal briste: det Hjemmet gav
af godt vil følge ham til hans Grav
og klinge som en øm Melodi,
fra Hjærtets Dyb, naar han er forladt; —
blomstre og dufte sødt, naar hans Sti
fører ham ind i Brændingens Nat.