Hvad ligger dér
i Græsset blondt,
omskygget af de høje Træ’r?
— en gammel Vagabond!
Han ligger bredt
i Grøftens Dyb,
solstegt i eget Finkel-Fedt,
blandt Blomster, Straa og Kryb.
Hans brede Gump
er himmelvendt.
Af Røgen fra en Pibestump
hans Hoved er omspændt.
Han hører os:
Vips! slaar hans Blik
imod mig, fuldt af sløret Trods.
Jeg sender ham et Nik.
Fluks stryger han
sin gamle Hat
hilser som en Gentleman,
men dog som Kammerat!
og spørger smart
med grødet Maal,
hvor langt der er til Middelfart,
og mønstrer mig fra Hat til Saal.
Jeg mærker straks,
han véd det godt!
Jeg mærker mer af samme Slags.
Hans Tonefald er flot.
Der skulde bo
en Bager i
Bolbro; — han siger Bollebro.
(Dér findes Politi.)
Han kan jo ej
til Odins By
saa nemt naa ind ad anden Vej.
Bolbro han maa da sky.
Han rejser sig
og drager kækt
med Sang ad breden Landevej,
— den gamle, muntre Knægt!
Frisk synger han,
skønt ikke dum.
Ak, hver en pæn og velklædt Mand,
jeg møder, han er stum!