Sommervindens søde Melodier
gennem Korn og hvide Tjørne lød,
mens min Plov den faste Grønsvær brød.
Lærken kvidred ømt; de travle Bier
summende fløj hjem til deres Kuber
med den dyre Last fra Honninggruber.
Hestene gik brat i Staa, da Furen
den var pløjet ud, og slog som Lyn
ned paa Græsset langs ad Hegnets Bryn.
Jeg blev staaende og nød Naturen,
medens Længsler favre, friske, milde
sagte steg fra Livets dybe Kilde.
Dagen med sit Tryllespil hendøde,
men i mine Længsler randt der Liv.
Kamret blev mig trangt; for Tidsfordriv
gik jeg ud. — Den tætte Aftenrøde,
lig en Kobberbue, randed Himlen;
Duggen perled over Plantevrimlen.
Natten blaaned, krydret, lun, med Dampe,
under Maanens hvide Straaleregn.
Spredt i Skovbryn, Krat og Markens Hegn
lyste mangen Hvidtjørns Blomsterlampe.
Tyst Naturen i sin fulde Ynde
lod sit Evangelium forkynde.
Toner fra det fjærne, Horn og Fløjte,
bløde Vellyd, sitred mod min Sans,
snart med Alvor, snart som til en Dans
vild og lystig, for den ægte Tøjte, —
skælved hen i Nattens rene Stilhed,
gribende trods alle Glimt af Vildhed.
Mens jeg sorgfuld hvilte paa en Stente
og min anden Aftenpibe røg,
én ad Stien mod mig hastig strøg:
hun, som Himlen mig af Naade sendte,
Himlen eller Jordens milde Feer.
Brat forsvandt nu mine Længsels-Veer.
I, som selv engang var rigtig unge
og har dyrket Sommernattens Gud,
elsket varmt og ærligt paa hans Bud
og ej spotter ham med giftig Tunge,
I, hans Børn, kan dømme om vor Lykke,
efter Hjærtet, ikke efter Tykke.
Men I Folk, hvis Bryst sig aldrig hvælved
varmt og fuldt og stærkt for ham en Gang,
I vil nok fordømme denne Sang.
Vel! for Eders Dom jeg aldrig skælved. —
Sommerminder, dybe, varme, rige,
I skal ej som Djævle fra mig vige.
Af jer ædle Malm jeg støbte Klokker,
som kan bringe Sjælen gylden Trøst, —
lyde sødt som Nattergalens Røst,
naar jeg vandrer under Sneens Flokker;
de er ikke skøre Illusioner,
som i Livets Løb med Sorg fortoner.