Dit gyldne Næb, du stille Fugl,
— du ensomme, som fæsted Bo
her i vor Haves Skjul;
som altid — altid — var os tro,
er som din Sangs Symbol.
Du har en Guldstræng i dit Bryst.
Dybt, dybt vemodigt
i Sommer-Aftensol
din Sang slaar Bro
til Hjærtets Kyst.