Jens Peder gaar i Marken,
fra Sol staar op, til Sol gaar ned.
Han er saa brun i Barken
som nogen Beduin,
og mange ægte Perler, Sved,
tit smykker Mandens Kind.
Jens Peder gaar i Marken,
fra Sol staar op, til Sol gaar ned.
Jens Peter stryger Buen;
den er af Jærn og Støbestaal;
saa spiller han, med Huen
dybt ned i Nakken skudt,
en taktfast March, mens han gør Kaal
paa Strængene med Fut.
Jens Peder stryger Buen;
den er af Jærn og Støbestaal.
I Tørvegraven træder
Jens Peder mangen Menuet,
og Gader, hele Stæder
han stamper op af Jord.
Mod Kvæld han gaar, af Dansen træt,
hjem til sin gamle Mo’r.
I Tørvegraven træder
Jens Peder mangen Menuet.
Jens Peder gaar i Skoven.
Mod Eg og Bøg han hugger Ters
og Kvart, saa Sne foroven
sig paa hans Hue strør.
Han tager dem paa langs og tværs
og immer med Humør.
Jens Peder gaar i Skoven;
han hugger Kvart, han hugger Ters!