Der staar en Tue gemt i Græsset,
et flittigt Myresamfunds Værk.
Men jeg med Flid min Le har hvæsset
saa den kan skære Haar, og stærk
jeg er, kan uden Ild og Staal
paa Myrestater gøre Kaal,
og har — som Menneske — jo Maal,
som, fjærnt fra Myrens Veje, vinker.
Min Le i Græsset hvisler, blinker:
et Hug! — dér ligger Værket spredt,
og jeg en blodig Seng har redt.
Med Ynk jeg ser de frelste fare
omkring iblandt de faldnes Lig,
jeg ser en saaret halvdød Skare,
dog høres ingen Smærtensskrig.
Men var mit Øres Sans mer sart,
dets Nervenet af følsomst Art,
da vilde jeg vist faa et klart
og grufuldt Billed af en Jammer,
ej mindre stor end den, der stammer
fra Folkemylret paa et Dæk,
naar Skuden synker, sejlet læk.
Hvad her I smaa har maattet døje,
jert Værks Forlis, jer’ Sorg, jer’ Nød,
trods al jert Stræb, trods al jer’ Møje,
er det mod Haab og Tro et Stød,
af skjulte Sandhedsmagter ført?
Er det en Lære, sjælden hørt?
er her ved andre Strænge rørt
end dem, hvorpaa saa mange spiller,
naar de ved Livets Gaade piller?
— Men tro, at alt skal slettes ud —
nej, da var Gud en Rædselsgud.