Saa kold, saa strid,
saa stum og hvid
er ingen sveget Kvinde
som Solens bly Veninde,
vort Mødreland ved Vintertid.
Om Nattens vide Stjærneild
end brænder nok saa klar og mild,
om Maanen smiler nok saa sødt
i sølverhvidt, i gyldenrødt
og langsomt kniber Øjet til,
forsøger sig i Elskovsspil,
hun la’r sig dog ej røre, blænde.
Kun én — Fa’r Sol — kan trøste hende.
Han holder nu
med fyrig Hu
sin Bryllupsfest i Syden.
Men træt af denne Nyden
han gæster snart sin nordre Brud.
Da smykker hun, ved Mødet varm,
med Blomsterflor sin nøgne Barm;
da pynter hurtig hun sin Hat
med Silkeløv en Foraarsnat,
naar Luften ligger fløjelsblød
og der staar Damp af Engens Skød.
Da glemmer hun de bitre Timer,
og Lærkerne til Bryllup kimer!