Nu brister helt den Lykkedrøm,
jeg spandt af Somrens Traade.
Den hvirvles hen ad Livets Strøm;
dens Længsel, før saa stærk og øm,
staar mat i Strømmens Fraade.
Foraarets Lyst brød i mit Sind.
Jeg tro’de Sejren vunden.
Jeg himlede paa Haabets Tind.
Ak, Haabet var kun Koglespind,
af hede Ønsker spunden.
Du Lærke, som saa ny vakt saar
din Tonesæd i Luften,
din Sang var mig til Fryd i Gaar,
i Dag mit Hjærte Kvaler faar
ved den og Grønjordsduften.
Men jeg vil stænge for min Graad
med mange stærke Bolte.
Jeg stamper mod Vanskæbnens Braad,
om og der springer mangen Traad,
som tit mig Glæde voldte.