Happy the man, who to the shades retires — —
Who wand’ring thoughtful in the silent wood,
Attends the duties of the wife and good.
Pope.
Alt aander Fryd bag Dannerkongens Hegn,
Og Fred omringer Glædens milde Egn;
Hver Videnskab en varig Boelig bygger,
Hvor Christian dem med Kongesmiil betrygger.
Nu Phæbi Chor de høie Strenge slaaer,
Og Sangen rundt om heele Norden gaaer;
Fra steile Field, i Skovens dunkle Gange,
Paa gyldne Slette lyde Musers Sange.
Og selv den svage Digter føler Lyst,
At vække Glæder i den Ædles Bryst.
Egn, som Naturens heele Rigdom pryder,
Som Smag og Kunst sin bedste Pragt tilbyder,
O, skiønne Jægerspriis! Skioldungers Fryd!,
Din Herlighed kundgiør Citharens Lyd.
Ja Danmarks Tempe, svagt skal Barden male
De Følelser, som ingen Læber tale;
Men naar han zittrende af Glæde seer
De ældste Dages store Gierninger;
Og naar han viser Nordens stolte Sønner
Den Evighed, som høie Dyder lønner,
O da forstaae de ham — thi ædel Lyst
Ved Brødres Storhed fylder Danskes Bryst.
Men du, som herliggiør de blide Navne,
Hvis Lyst det var, dit yndte Folk at gavne:
Du store Prinds! som finder salig Fryd
I at opmuntre, i at hædre Dyd!
O, dersom du den stille Sang fornemmer.
Som den ukiendte svage Skiald istemmer,
Da være mig, o gode Kongesøn!
Dit Bifalds-Smiil, mit Haab, min store Løn!
Velkommen blide Sommer! du som spreder
Omkring min Egn Naturens modne Glæder,
Glad seer jeg Engens høitidsfulde Pragt,
Stolt pranger Skoven i sin bedste Dragt.
Fra reene Himmel Middagssolen smiler —
Alt stille er — den trættte Landmand hviler
Hist bag sin Høestak — Hiorden stormende
Opleder Skygge mellem Buskene.
I kiølig Bæk den raske Hiort sig bader,
Og ud paa Stranden Qvæget langsomt vader,
Mod hvide Bringe Bølgen sagte slaaer
Og i hver Bølge Solens Billed’ slaaer,
Af Heden mat hver Blomst sit Hoved bøier. —
Ei Philomeles Stemme meer fornøier;
Tavs ved løvdækte Reede sidder den
Til Hespers Smiil opvækker Sangersken.
Modtag din Digter, dunkle Lund! din Skygge
Mod Middagssolens Straaler mig betrygge!
Jeg iiler bort fra spraglet Blomsterbeed,
Pomonas Rigdom, Floras Herlighed,
Sig bævende herned, mig ei fornøie.
Men Graner! I, som majestætiske
Med mørke Top mod Himlen kneisende
Indbyde mig; hvad mægtig Guddom bygger
Sin Helligdom i eders skumle Skygger?
Thi Guders Rædsel fylder Bardens Bryst,
Og Hiertet føler meer end jordisk Lyst.
Ha! det er Nordens Genius, som hviler
I disse mørke Skygger; — ofte iiler
Han undrende omkring blandt Alterne,
Som Kongesønnen her ham stiftede,
Og glemte Dages, store Helte stige
Herned og see det evig kiere Rige.
Endnu velsigne de Skioldungens Æt,
Og Landet, og enhver som gavner det. —-
Hvis er du, stolte Marmor! — om hvis Hæder
Fortæller du de seene Evigheder?
O du vor Codans Heltes Roes og Lyst;
Dit Navn, o Juul! er stort i Danskes Bryst.
Den sidste Slægt dit Marmor her skal finde,
Og offre Tak til Heltens kiere Minde;
Den unge Kriger her skal føle Mod,
At farve Bølgen med sit sidste Blod.
Ei heller du omsonst, o Marmor! taler,
Stort, ædelt er det Navn, hvormed du praler.
Vor Tordenskiold! saa længe Skibe gaae
Ved Norges Kyster, skal din Roes bestaae.
Ei Heltens Daad blandt Nordens Sønner glemmes. —
Hist bag et Skiul af unge Eeger giemmes
Et Monument — tie svage Cithar du,
Din bedste Tone er for lav endnu,
At synge Gvelfers Ferdinand til Ære. —
Men Stytte! du, som blev bestemt at bære
Et Minde om, hvor stor, hvor kier han er;
Stolt kneise du til sidste Tider her.
Naar da endnu langt hen i seene Alder
Du moosbegroed en Vandrers Øie kalder,
Da skal han henrykt standse her og see
Den Skrift, som Fridrik dig indprægede.
Da store Tanker i hans Bryst oprinde,
Da glædes han, hvergang Historien
Ophøier Friderik og Fridriks Ven.
Men, dunkle Lund! ei Heltes Minder eene
Omhvælver du med skyggefulde Greene;
Selv Viisdoms stille Dyrker finder her
En værdig Løn — O Holberg! hist jeg seer
Din Hædersteen, og seer Thalia binde
En evig Krands omkring sin Yndlings Minde,
Ja, naar en yngre Digter nærmer sig
I denne dunkle Helligdom til dig,
Da skal hans Bryst den store Tanke nære,
O Holberg! engang at opnaae din Ære,
Og ved dit Marmor Tænkeren skal staae,
Og halv mistvivle om din Krands at naae.
Saa ønskte nys vor Plinius at have
Og see han har den. — Svada! byd din Ven
Lad Absalons Lovtaler sees igien. —
Ja du, din Konges Ven, dit Lands Beskiermer,
Vor Absalon! ærbødig jeg mig nærmer
Nu til dit Marmor; — evig hellig er
Den Steen, som Navn af dig, du Ædle! bær.
Ei kielen Roe blandt Kaniker du valgte,
Naar Waldemar til Rigets Værn dig kaldte.
Arcona fandt, du var hans Venskab værd,
Og Voldsmænd skialv ved Lynet af dit Sværd.
Gid aldrig, aldrig Danmarks Konger savne
En Mand saa troe, saa nidkier i at gavne.
I Skyggerne hiin Støtte kalder mig,
Thi evig skal dit dyrebare Minde
Et værdigt Sted blandt sande Store finde.
Det tale skal, til seene Tider hen,
At du var Landets og den Ædles Ven.
Men Helte fra de mere blide Dage,
I kalde mig til større Fryd tilbage.
Langt bort fra disse Graners dunkle Lye
Den tankeløse Daare evig flye!
Det Sted for Patrioten helligt være,
Som giemmer Mindet om en Bernstorffs Ære.
For svagt, o Steen! udtrykker du hans Værd,
For tavs og for beskeden Kunsten er. —
Dog hvo kan værdig al hans Roes udføre?
Kun Dannebarden kunde herliggiøre
En Bernstorff, naar han hist paa Elhøis Top
Med Harpen, i sin Haand steeg dristig op,
Og Danskes glade Sletter overskued’.
Naar store Syner da til Sang oplued’
Hans Bryst, da høit den gyldne Harpe klang
Om Heltens Roes — Ak! at hans høie Sang
Ei høres meer, end skulde den os lære,
Udødelige Bernstorff! om din Ære,
Om Marmormindet, som taknemmelig,
End skulde han i disse dunkle Gange
For Evighed istemme høie Sange;
O kunde han — da taug min Cithar nu —
Vor tabte Schimmelman! hist hædres du;
See! Nordens Folk endnu sin Ven begræder.
At savnes, er den Ædles bedste Hæder. —
Men andre Syner kalde alt igien
Fra Fredens milde Helte Tanken hen.
Hiint Marmor minder om de mørke Dage,
Da Danske Sværd mod Danske maatte drage,
Da spæde Søn, nys ømme Moders Lyst,
Hang qvalt af Hunger ved det døde Bryst;
Da Clemens spredte Rædsler allevegne,
Og Angestskrig opfyldte Glædens Egne;
Da Patrioten skialv eg Dyden græd,
Da sendte Nordens Engel Rantzow ned.
Han, som paa Gravens Bred end skaansom fægted’
Mod Brødre, som vor Broderret fornægted’.
Bag hine Graner i den dunkle Lund
Staar Tychos Steen; — i stille Midnats Stund
Urania steeg himmelsk ned at lære
Sin Yndling Verdners Gang og Almagts Ære.
Hist iiler Øiet fuldt af Glæde hen
Til Nordens Herodot, vor Sturlesen.
Men aabne Lund sig for mit Syn udbreder,
Hvor uden Kunst med tifold Yndigheder
Naturen smiler høitidsfuld, som der
Hvor Adam vaagnede blandt Edens Træer.
Hist gamle Bøg nedbøier tætte Grene
Til venlig Lye for Glædens store Scene,
Der Eegen breder hellig Dunkelhed,
Her Ellens Toppe vifte Kiøling ned.
En lang Allee mit muntre Øie leder
Bestandig frem til flere Yndigheder;
Ja, blide Skueplads! endogsaa her
Fortolker Marmor ædle Danskes Værd.
Skak! Nansen! Gabel! Svane! store Navne
Af Mænd, som skal de sidste Slægter gavne,
Blandt eders Minder iiler Øiet hen
Nu her, nu hist, nu atter her igien —
Jeg skuer ind i fierne Fremtids Dage,
Og seer Skioldungens elskte Børn tiltage
I Magt og Hæder og Lyksalighed,
Bag store Kongers Hegn i varig Fred;
Og henrykt seer jeg glade Danske prise
Den tredie Fredriks Helte og hans Viise,
Og gamle Fædre lære mangen Gang
Den unge Cimbrer, hvor hans Fryd udsprang.
Da pege de, o store Mænd! til eder:
See! sige de, see de Lyksaligheder,
Som Danske nu saalænge høstet har,
De plantede af disse Ædle var;
Da flette Landets Døttre Blomsterkrandse
Til Støtterne, og muntre om dem dandse.
Da favner Nordens Søn med salig Fryd,
O Rostgaard! hisset Mindet om din Dyd;
Med Glædestaare skal din Daad belønnes,
Du, som betvang den stolte Konges Mod,
Da seirende paa Rygens Bred du stod,
Hist Sehsted! sig dit Æreminde reiser,
Hvor Eegen stolt mod Seclers Vælde kneiser;
Dryaden selv nedbøier bliid en Green
Til venlig Skygge for din Hædersteen.
Nu Øiet nær Alleens Ende svæver,
Hvor sig fra Klippegrund en Støtte hæver,
Stolt vinker høie Pyramide her,
Og fra dens Top guldblanke Stierne leer.
I, som til Midnats Egn fremkaldte Dagen,
O! du Anscar! Lutherus! Bugenhagen!
Ved eders Støtte vil jeg knæle ned,
Og skue Glimt af Himlens Salighed.
Jeg Tiden seer, da syvfold Nat indhyldte
Vort Scandien, da Rov og Mord det fyldte,
Da Broderblod i Leires Dale flød,
Som Helten glad de svage Guder bød.
Da seer jeg, o Anscar! ved dig oprinde
Et Glimt af Dag, og Mulm og Nat forsvinde,
Da sank Barbarens myrdevante Arm,
Og Røverfryd fornam ei meer hans Barm;
Men Overtroe indhyldte end vort Øie,
Vor halve Tak tilhørte kun den Høie:
Thi døde Støtter deelte den med ham,
Og tidt var Fredens Tiener Jordens Skam.
Da tændte Luther himmelsk Lys for Jorden,
Da, Bugenhagen! kom du til vort Norden,
Da saae vi Gud saa bliid, som Støvet kan,
Og Ordets Frugt blev stor i Danstes Land. —
Men I, hvis Løn Algodhed selv bereder,
I Ædle! hvad er Bardens Sang for eder,
Og Marmorroes, og Rygtets Evighed? — —
Men iil, min Muse! iil i Engles Fied,
Hvor tætte Hasler dunkle Skygger brede,
Hvor Ellens mørke Blade Vellugt sprede,
Hvor tusind Fugle med harmonisk Sang
Henrykke dig, og hvor den snevre Gang
I Bugter mellem tætte Træer løber,
Og ved hvert Trin dig nye Glæder røber,
Hvor Middagssolens Straaler aldrig naae,
Der Strengen du ærbødig sagte slaae.
Thi her i disse dunkle Helligdomme,
I tavse Timer Engle ofte komme,
Da prise de med glade Toner Gud,
Hvis Kraft besieler Sandheds Sendebud.
De læse da de Navne end med Glæde,
Som selv de bar’, da Støvet dem beklædde:
Her Tausens Navn og hisset Egede,
Og der Palladius — ei Sang udtrykker
Den Følelse, som Sielen heel henrykker. —
Oplyst af Solens blide Glands, jeg her
Hvert Skib, som bær de Danskes Vimpel være
Til evig Tid et Vidne om din Ære.
Et prægtigt Marmor kneiser hist for ham
Den sølvgraae Helt, vor dyrebare Skram!
Hvis Kiempebarm, i fire Kongers Krige,
Var vældigt Værn omkring hans elskte Rige.
Men du, som føler Dydens Værd, hvis Bryst
Ved herlig Daad opflammes sødt til Lyst,
O see hiint stolte Marmor Verden lære,
Ja, haarde Carl! tidt saae du Heltens Blod,
Dog gyste du ved Patriotens Mod. —
Den sidste Skioldung her i disse Skygger
Skal see den Magt, som al hans Arv betrygger;
Med Glædestaare skal han føle her,
At sligt et Folk er Faderømhed værd.
Og Fridrikshald, din ærefulde Lue
Med evig Glands skal Nordens Fiender true. —
Her Saxos Steen, og hisset Hvitfelds staaer,
Hvis Hæder hen til Tidens Grændse naaer.
Ved Midnatslampen droge de tilbage
Det Skiul, som hang om de forgangne Dage;
Af Gravens Nat de vinked’ Helte frem,
Og Cimbren følte Lyst at ligne dem.
Fra Lundens Skygger Skialden henrykt iiler,
Hvor fra sin Helligdom Vertumnus smiler,
Hvor bliid Pomona bøier Grenen ned
Af Frugt betynged, hvor i Floras Fied,
Med Vellugt fyldt sig Blomsteret opskyder,
Der end et prægtigt Marmor mig indbyder.
O Skioldung du, som glad dit Liv frembød,
Dengang du saae din kronte Broders Nød,
Vor store Benedict! her ved dit Minde
Skal Danskes stille Veemods Taare rinde;
Naar de i Marmor her Stridsøxen see,
Hvormed du for din Broder kiempede.
Og, naar de læse Vidnet om din Ære,
Da skal de af Skioldunger Høihed lære:
„For Mønsteret paa Broderkierlighed,
Saa skrev, saa tænkte Christians milde Broder —
Føel Dan og Ror! saa skrev din Konges Broder.
Med eet jeg nu min heele Egn beseer,
Nær mine Fødder Iisefiorden her
Med vaade Arm sit Jægerspriis omfavner.
Paa Dybet hisset varlig Styrmand stavner,
O fordums Kongestad! hen op til dig;
Paa fierne Bakker speiler Skoven sig
Langs Breddens i Fjordens jevne Bølger,
Bag hine Banker Fridrikssund sig dølger.
Landsbyen hviler her i stille Roe,
Hvor Fliid og Nøisomhed i Hytter boe.
O Søn af femte Fredrik! i din Skygge
De finde hellig Fred, og voxe trygge!
Men mørke Lund indbyder mig igien,
Dog først til dig mit Øie skuer hen,
Du kongelige Bøg, hvis tætte Greene
Til Skygge sig omkring din Rod foreene.
Her ofte Nordens høie Styrer sad,
Og hørte Nattergalens stille Qvad.
Den Folkefader Frederik den Femte
Her tidt sin Krones tunge Byrder glemte;
Hans elskte Søn, vor milde Christian her
Tidt føelte Livets stille Glæders Værd.
O, stolte Træe! du Cimbrer helligt blive,
Dit blotte Syn Ærbødighed indgive.
Snart nærmer sig den blide Aftenstund,
Og Skyggen voxer i den dunkle Lund,
Sødt Philomeles høie Klage lyder,
Og Skialdens Aand til salig Roe indbyder. —
Og atter vække tavse Steene her
Til ædel Lyst og store Følelser,
Her Lembaks, Bondevennens, Støtte hviler,
Hist Brochmans elskte Navn i Marmor smiler.
Der hædres Helten, som ved Svarteraae
Mod Eriks Myriader torde staae,
Og hisset mindes Nordens Søn med Glæde
Men, kiække Hvitfeld! hvilke Følelser
Opfylde Sielen, nu mit Øie her
Dit kiere Navn i Marmor præget skuer!
Du Helt, som midt imellem vilde Luer
Forglemte dig, og glad til Landets Vel
Med stadigt Mod opgav din store Siel,
Som fordum, da spartanske Konge iilte
Mod Xerxis mange tusinde, og smilte
Imod sit Fald: saa høi betragtede
Du Døden i sin værste Skikkelse,
Og favnte den. — Kun Evighed kan være
En værdig Tolk, o Hvitfeld! for din Ære.
Men Rædsler boe i dette Mørke her,
Hvor Natten hersker, hvor bemooste Træer
Med skumle Top omkring den Gravhøi skygge,
Hvor Nordens Heltes Been hensmulred’ trygge.
Ti lange Secler foer’ forbi den hen,
Og end uskadt ærværdig hviler den.
Sig Løvet tidt i stille Nætter rører,
Og Vandreren en hellig Gienlyd hører.
Her sørger Clio for sin store Gram,
Og Resen, og Pontoppidan, og ham
Vor Langebek, de danske Musers Hæder,
Og Schiønning, som vort Norden end begræder.
Men Heltes Minder atter vinke mig!
Hiint priser høie Gyldenløwe dig,
Hvis Tapperhed skal end i Norge mindes,
Naar Oddevald og Marstrand meer ei findes.
Og du som døde Heltens skiønne Død,
Hvis Godheds Væld til seene Slægter flød,
Hvis Mod hiin Gustav bøiet maatte prøve
Ved Kongestadens Volde; eders Værd
Skal seene Slægter end beundre her. —
Og I, som fandt den trange Vei til Ære,
Ved natlig Lampes Skin: I Mlnd, som bære,
Den stolte Krands, som aldrig visner hen,
Som eene pryder Lærdoms sieldne Ven,
Vor Torfesen og Worm! til Evigheder
Skal Marmor tale hædrende om eder.
I helligt Mørke kneiser Støtten her
Som bragte Nordens Roes til fierne Riger,
Da Stambul skialv for Norges store Kriger.
Men Syner svæve frem, og Guders Lyst
Indstrømmer i den stolte Bardes Bryst.
Som hist i Pindi stille Lorbærskygger,
Hvor evig Fryd omkring Castale bygger,
Hvor Hellas Digter tidt begeistret saae
I himmelsk Herlighed Camoenen gaae,
Og hørte Guders høie Sprog og Toner,
Som løftede hans Siel fra Jordens Zoner:
Saa føler sig min før uvante Aand
Engles Selskab, fri fra Støvets Baand.
vore Fædres fordum kiere Skialder,
Og Norges Young! hvis Harpes høie Klang
Harmonisk født din Skabers Almagt sang,
Du herlige Tullin! og Danmarks Hæder
Vor Ewald! som Comoenen end begræder;
Hvis Minde giemmes i hvert ædelt Bryst,
Hvis Sang end skader andre Seclers Lyst.
O kiere Navne! Skialden skuer eder,
Og taber sig blandt høie Saligheder;
Han troer sig eders elskte Skygger nær,
Han hører eders gyldne Harper her,
Han eder seer oplivende tilsmile,
Den yngre Skiald paa Banen frem at iile. —
Ja meer end Pindus, end Castales Bred
For Nordens Barder være dette Sted.
O søde Tanke, Fredrik Sangen lønner!
Den gode Skioldung kroner Bragas Sønner.
Men andre Egne kalde Digteren
Til nye Glæder, nye Scener hen.
O Sehsted! du, hvis Fiender og hvis Skiebne
Sig til dit Fald forgieves vilde væbne;
Du, som ved Snildhed, Tapperhed og Mod
Din Konge troe, paa slibrig Bane stod;
Hiint Marmor taler evig til din Hæder. —
Lyd sagte her min Cithar! — Musen græder.
Som Vandreren i stille Midnat gaaer
Ved Maanens Skimmer, og forfærdet naaer
Den øde Valplads, hvor hans Øie finder
Kun blege Been og sørgelige Minder
Af sine Fædres spilte Tapperhed.
Naar Veemods tunge Taarer trille ned,
Og Sielen taber sig blandt vilde Tanker,
Og Blodet høit mod klemte Hierte banker:
Saa standser zittrende min bange Fod
Ved denne Støtte — den er kiøbt med Blod.
Steenvinkel! du, som gav dit Liv aleene
I Haab dit Land, dit elskte Land at tiene,
Og døde glad Misdæderdød, og I,
Ved eders Steen, ulykkelige Helte!
Skal Danskes Bryst til salig Veemod smelte,
Og eders Dyd skal mellem Sværd og Damp
Opmuntre Danskes ædle Børn i Kamp.
Hiin kolossalske Steen skal Verden lære
Bag hine Stammer ledes Øiet hen
Til Cimbrers Helt, den stolte Ebbesen!
Og her den skyggefulde Gang indbyder
O! Heltens Seierstegn bestænkt med Blod,
Hvor ringe mod den Roes, at være god!
Hist en ærværdig Steen mit Øie kalder
Til hine Mænd, fra fierde Christians Alder,
De ædle Friser! og den Kongeven,
Sig hisset æsculapisk Slange vinder
I Marmor, rundt om knudret Stok, og minder
Men sørgelige simple Marmor du!
Som halv fra Bardens Øie dig bortvender,
Hvis er du? — ædle Griffenfeld! jeg kiender
Dit Minde her; paa nye af Støv opstaaer
Dit Navn, og aldrig meer det undergaaer.
Ah! Tænkeren skal græde her, og lære,
At store Mænd dog Mennesker kun ere. —
Bag hine Skygger iiler jeg endnu
Hen til dit Marmor, kiække Søemand! du,
O Heinesen! dig Fjenders Ondskab fældte;
Men evigt slaar dit Navn blandt Nordens Helte.
Kast Øiet hen igiennem hiin Allee,
O Muse! Vestens blide Egne see
Ned i et Hav af Purpur Solen iiler,
Dens sidste Straaler over Marken smiler,
Paa Engen nu med monotonisk Klang
Græshoppen piber frem sin Aftensang;
Høit Lærken jublende mod Himlen svæver,
Og af dens sidste Toner Luften bæver;
Nu synker den til lave Reede ned. —
Den kaldte mig fra Lundens Dunkelhed;
Men her endog i disse sidste Skygger
Skjoldungen Fredrik Dydens Roes betrygger,
Her hædres Krabbes ædle Navn endnu,
Hist Bilde, Gaas og gode Svave! du,
Ja tredie Christians Ædle! eders Hæder
Den sidste Slægt taknemmelig udbreder.
Men intet standser Musens Iilen meer,
Thi større Fryd jeg alt i Møde seer. —
Ærværdigste blandt vore Fædres Høie!
Din heele Pragt beskuer nu mit Øie,
Med Ærefrygt din Digter nærmer sig.
Jeg skuer ind i denne skumle Huule,
Hvor Heltes Been i Glemsels Nat sig skiule,
Hvor store Steene hænge frygtelig,
Og rundt omkring min Isse hvælve sig,
Ja, gamle Nordens Helt! her vore Fædre
I Graven selv dit Støv har vildet hædre;
Her i alvorlig Kreds de fordum sad,
Og hørte sørgende paa Skialdens Qvad.
Men ak! — din Daad i Sangen meer ei lyder,
Ei Bautasteenen nævner dine Dyder.
Hvor fast i Strid for Fædreland du stod,
Hvor glad du kiøbte Æren med dit Blod,
Hvor tidt dit Sværd var Værn for Undertrykte,
Hvor tillidsfuld paa dine Ord man bygte,
O! det er glemt — Ja, Ædle! du, hvis Savn
Var Nordens Sorg! — glemt er endog dit Navn —
Vanslægtet Cimbrer vendte bort sit Øie
Med hellig Grue, fra Fædres Hvilehøie,
Og Munkens Messe døvede den Sang,
Som fordum høit om Nordens Kiemper klang.
Da svøbt i Mørke Danmarks Engel iiled
Herned, hvor Tavshed rundt om Graven hviled,
Da stod han eensom paa dit Sovested,
Og saae sit fordum store Folk — og græd.
Da talte han: „Min Helt! forglemt du være!
„Den svage Danske, ei dit Støv vanære!
„Det Folk, som skiønner ei paa Ædles Værd,
„Ei nævne maae den Mand, som hviler her.
„Da naar et Morgenglimt af Frodes Dage
„Mildt lysende skal vende her tilbage,
„Naar Dannekongen ved langvarig Fred
„Betrygger glad sit Folks Lyksalighed;
„Naar Nordens Søn sig selv at agte lærer,
„Og Fremmede ei Landets Marv fortærer;
„Naar Smiil fra Thronen kalder Dyder frem
„Af lave Hyttes Skiul, og hædrer dem;
„Da, o! da skal en ædel Skioldung vanke
„Herhid, og Viisdom ved dit Gravsted sanke;
„Da skal han føle Dydens Høihed her,
„Og Oldtids Storhed, og sit Folkes Værd.
„Da skal din Grav den Ædle hellig være,
„Og Nordens Slægter her skal Dyder lære.”
Saa talte han — og Secler svandt — og du,
O Fredrik! sandede hans Tale nu.
Bag tætte Hægn indfredet Høien hviler,
Og al Naturens Skiønhed om den smiler,
Og Nordens ældste Dages store Mænd
I varigt Marmor leve her igien;
Og som for Fingals Søn paa Morvens Høie,
Saa svæve Skygger frem for Bardens Øie.
De Tider seer jeg, som saa mangen Gang
For yngre Slægt beundret Skialden sang.
End seer jeg Leires kobberklædte Helte
Med Seiers sværd i blodbestænkte Belte
Hist staaer dit Minde, Helt fra Hedenold!
Du Søn af Odin! klippefaste Skiold!
Og du tilbedte Frode! du, hvis Minde
End lever da, naar Marmor skal forsvinde;
Du stolte Kriger! Folkestifter Dan!
Du Gorm! hvis Roes gienlød til fiærne Riger;
Haarfagre Harald! Norges store Kriger;
Og Saxers Helt, o Witekind! hvis Sværd
Var Friheds Løsen for din stolte Hær;
Hvis Æt endnu vort Nord en Held tilsmiler,
Hvis Aand endnu paa Kronens Arving hviler;
Her eders Minder, Nordens Søn skal see
Og offre Tak til dets Velgiørere.
Trygt hvilede, og evig Vidne bære
Om eders Daad, og eders Dages Ære.
Men glade Egn, som nu henrykker mig,
O bløde Udsigt! hvo kan male dig?
Jeg maatte Thomsons høie Lyre arve:
Jeg maatte eie Aftenguldets Farve,
O! da besang, da malte jeg din Pragt.
Nær Høiens Fod, er Holbeks Fiord udstrakt,
Hver Bølge tavs paa hele Fladen hviler,
Og rødmende en Himmel i den smiler;
Langt borte tungt beladne Skibe gaae;
I slappe Seil kun milde Vinde slaae
Hist Baaden langsom frem paa Dybet skrider,
Mens Garnet need til stille Havbund glider,
Og nu ved Glædens Sang de hiemad roe,
Og gyldne Bobler sig om Aaren snoe.
Hist, glimrende i Aftenrødens Luer,
Jeg Strækningen hiin Side Fiorden skuer,
Hvor fierne Kirker gyldne vise sig.
O Stenersen! de Egne hørte dig,
Da Eriksholms den milde Ericine
Opmuntred dig til Sang med frydfuld Miine.
Her hæver du din tykke taarned’ Muur,
Omringet af den smilende Natur.
O Jægerspriis! Skioldungers yndte Sæde,
Bliv stedse du din milde Herres Glæde!
I Østens Eng jeg Lunden udstrakt seer,
Hvor Nattens Skygger voxe meer og meer;
Ud over Lunden Øiet neppe rækker
Derhen, hvor Fiorden bugtet Arm udstrækker
Mod Fridrikssund — der hæver Maanen sig,
Og i dens Vande blodrød speiler sig.
I Busken hist det muntre Føl omspringer,
Fra Qvægets Hals her Hyrdeklokken klinger,
De vanke nu til Hvile stønnende.
Her Ageren af Duggen glimrende,
Der Egnens Pragt mit muntre Øie kræver,
Hist Røgen sig fra stille Hytter hæver.
Ha! søde Ild, som flammer i mit Bryst,
Stærk føler jeg din underlige Lyst.
O glade Syn! rundt om mig allevegne
Jeg skuer blide lykkelige Egne,
Og dette Land saavidt, som Øiet seer,
De Danskes Land — mit Fødeland det er.
Tie svage Cithar — intet Ord beskriver
Den Tanke, som min hele Siel henriver.