Det er Søvngængertid:
Kold og kønsløs vugger den sig,
Drømmens duftløse Blomst,
i urskønne Farver,
paa ingen Stængel —
vugger sig, som i en salig Luft,
et svimlende Dyb,
en lokkende Afgrund,
i Søvnens levende Død.
Det er Søvngængertid:
Hed og kønslig hæver den sig,
Driftens mandige Attraa,
mod Drømmens kølige Blomst,
som en Søjle af Brunst,
mod et umætteligt Favntag —
hæver sig, som fra et bundløst Dyb,
en sugende Afgrund,
i Drømmens døde Liv.