Jeg sad en Dag i en Sporvogn.
Omkring mig sad livløse Mennesker:
Bænke med Døde.
Deres Ansigter var gustne og blege;
deres Masker var sammenfaldne.
Jeg saa pludselig, at de var døde.
Jeg var den eneste, der saa det;
thi jeg var levende —
jeg kunde se.
Jeg sad og spredte Liv omkring mig —
vitalt Liv.
Jeg blæste Liv i de Døde —
pustede Liv i de visnede Pupper.
Deres blege Ansigter begyndte at gløde,
Maskerne spændtes.
Jeg fortalte dem om Livet —
det nøgne, raa Liv.
Jeg priste Livet —
og haanede Døden.
Jeg vristede Livet fra Døden —
og holdt Døden ud i stiv Arm.
Og de lo og glædede sig.
De glædede sig over,
at de var blevet levende.
Jeg sad en Dag i en Sporvogn —
og skabte Mennesker
af et mekanisk Massemateriale:
Et frygteligt Job!