Hulda Lütken (1896–1946)

Jeg ser din høje Eventyrpande,

dine kloge, livskloge Øjne,

din lange, erfarne Næse,

din smalle, resignerede Mund

og dine mange gule, fredelige Rynker.

Alt i dit gule Ansigt

ser jeg.

Og tilgiv mig,

at jeg tror, din Fred var gul,

gul af Nag —

ikke til Mennesker,

men til Livet.

Livet tog dig i Pleje —

i en ensom, gul Pleje —

og plejede dig med sit Liv.

Alt i dit gule Ansigt

er ét eneste Oprør mod Livet —

dit gule Liv.

Jeg vil ikke kalde dig Digter,

men bare: Menneske —

thi jeg vil ikke kalde nogen anden Digter

for Menneske.

Men maaske var du ikke noget Menneske?

Og maaske var du heller ikke Digter?

Maaske er ingen Digter?

Maaske er det bare en gul Indbildning,

at nogen er Digter?

Jeg véd intet om dig:

Véd nogen noget om nogen?

Ingen kender hinanden —

thi ingen kender sig selv.

Alt indeholder intet —

og intet indeholder alt.

Det er den gule Mening,

jeg ejer om Livet:

Dit Liv —

og mit Liv.

Derfor: tilgiv mig,

at jeg vover at insinuere:

at du maaske aldrig har levet:

Thi ingen har maaske levet —

og ingen lever maaske?

Livet er maaske intet —

maaske bare en Farve —

en gul Farve —

ingen Farve —

intet?