Hun bød ham de røde Æbler
fra Havens gyldne Høst.
Og hun lo saa højt, at en Sløjfe
vuggede paa hendes Bryst.
En Sløjfe, hun havde fæstet
fast med sin grusomme Haand:
To bugtende, sorte Snoge —
ikke to blide Baand.
Der var noget ved denne Sløjfe,
der minded ham om, det var Høst:
Den laa, som en bitter Betoning,
tæt ved det leende Bryst.
Og Stuen og disse Sekunder,
der gled som paa gyngende Grund,
hun selv og de røde Æbler
alt lo med én Trolddomsmund.