Jeg sidder og lytter til den store Verden
igennem Æteren:
En Stemme synger danske Folkeviser —
Sange, som er fødte af Folkets Ve og Længsel,
blevet til i den stridige Blæst,
vemodige, som en Moders Minder,
og yndige, som et Barns Blomster.
Jeg sidder og lytter til Folkets Tungsind —
Folkets Hjerte.
Jeg véd, at du ogsaa lytter —
langt borte lytter du til det samme Hjerte.
Vi elsker det begge —
det store, enfoldige Hjerte ...
Jeg kan næsten høre din Aande,
naar jeg lægger Øret ganske nær.
Jeg kan høre dit Hjerte banke —
det banker i Rummet —
ganske nær —
i den store, ulykkelige Verden —
det Hjerte, som er min Verden.
Og den store Verden bliver lille:
Det er kun dit Hjerte, der banker!