Kære, jeg tænker tilbage
paa Ungdommens Kærlighedsglød,
paa vore tindrende Dage,
da Maanen var blussende rød.
Hører du Stormens Klage,
ser du, at Maanen er død?
— Aldrig kan kaldes tilbage
Ungdommens Kærlighedsglød!
Vi sejler i stille Vande
bort fra det brusende Hav,
ud imod Dødens Strande,
saa øde — som i en Grav.
Og alle Sunde vil tørre.
Vor Glæde fik vi forgjort.
— Smerternes Tal er større,
end Stjernernes Tal er stort.