Jeg er saa træt, min Fod er mat,
thi over mig er evig Nat.
Saa tung en Nat, saa taagegraa.
Aldrig en Stump af Himlens Blaa.
Bækken har ingen Læskedrik,
ler med sit listige Taterblik.
Og den Elskede, som var min,
skænker mig aldrig mere Vin.
Viser mig kun sin hvide Hæl.
— Jeg er alene med min Sjæl!
Ene med Sjælens Hemmelighed,
i Parianattens Pariafred.
— Ofte jeg tænker: var det saa vel,
jeg var en Slave, var hans Træl.
Men jeg er Træl for den evige Nat,
Nætternes Paria — jaget — forhadt!
Natten hidser min trætte Fod.
Vi er af samme urolige Blod.
— Ak, den Elskede, som var min,
skænker mig aldrig mere Vin.
Aldrig et Brød, aldrig en Drik.
Jeg hører kun Stormens tunge Musik.
— Ofte jeg tænker: var det saa vel,
jeg var hans Træl, og han slog mig ihjel!