Jeg bankede sent paa dit Vindu;
men du vendte dig haanende bort.
Langt ud over ensomme Veje
blev Natten uendelig sort.
Ned fra de grædende Pile
dryppede Dagregnens Dug,
og mere fortvivlet end Døden
lød Nattens forpinte Suk.
Ak, der er Timer, der glider
saa ubehjælpsomme hen,
der flakker som fredløse Fugle,
der kommer og flyver igen.
Jeg bankede sent paa dit Vindu;
men du vendte dig haanende bort.
— Ak, der er en Lykke i Livet,
som er saa uendelig kort.