Nu skælver Somrens blide Luft
og Træets slanke Gren.
Der strømmer mod mig Blomsterduft
fra Havens blaa Syren.
Ak, denne Duft, den er saa blid,
betagende og ren.
Det er de blaa Syreners Tid
i Juninatten sen.
De sarte Blade bærer Spor
af Sommernattens Dug.
Et taarevædet Blomsterflor
i Nattebrisens Vug.
Ak, denne skære Amornat,
saa fin og dyb og smuk,
er som af Duggens Graad besat
og fuld af blide Suk.
Jer nynner Somrens Toner ind
i Drømmens dybe Blund.
Jer kysser Nattens blide Vind
og Alfers kyske Mund.
— Rind, milde Vemod — rind, o, rind —
og hæv dit Ansigt blidt
mod disse spæde Blomstersind,
der bølger imod mit.