Du, min Fugl i Skovens Birkekrone,
lad mig lytte til din lyse Sang.
Syng mig Sommernattens blide Tone.
Se, jeg venter under Birkens Hang.
Ak, det er den samme mørke, ømme
Skælven, som jeg hører i din Røst.
Kender du de lyse Nætters Drømme?
Bor den samme Længsel i dit Bryst?
Flyv, min Fugl, i Nattens lyse Øde,
sig min Ven, at Somren staar i Glans.
Mind ham om, han loved mig at møde
her ved Midnatstid, ved Sankte Hans.
Flyv og sig ham, aldrig nogen Sommer
var saa skøn som den, der venter her.
Sig ham, at det haster, at han kommer,
at jeg venter ham i Nat især!
Flyv og sig ham, Kløverblomsten drømmer
nu i Nat sin hemmelige Drøm,
at i Skoven Edderkoppen sømmer
Natten lang sin fine Silkesøm.
Flyv og sig ham, alle Bække blaaner,
og nu modnes Markens spæde Straa,
at den blide Sommermaane straaler,
naar de lyse Nætter falder paa.
Sig ham, Birkens Blade er som Silke,
at den vilde Rose blusser nu.
Spørg ham, om han elsker mig, og hvilke
Nætter han nu mindes — hører du!
Du, min Fugl, hvis lyse Sang jeg lærte,
flyv og sig ham, Natten staar i Glans.
— Sig ham, Natten er mit eget Hjerte,
som har tændt sit Baal ved Sankte Hans.