Du blide Taare, kom til mig,
som ikke mer kan græde.
O, kommer du, da smiler jeg,
da græder jeg af Glæde.
I skønne Dale, Gud har skabt,
I Farver over Fjorden,
o, kom til den, som er fortabt,
hvis Øje søger Jorden.
I Skove, som har Altergrønt
behængt ved Pinsetide,
o, sig, kan den vel drømme skønt,
som drømmer om at lide?
I fjerne Bjerge, som jeg ser
staa smukt mod Aftenrøden,
sig, gives der vel Glæde mer
for den, som elsker Døden?
Du Stjerne, som mod Natten gror,
som ved et Under skabes,
sig, gives der den Ting paa Jord,
som ikke skal fortabes?