Jeg vil vandre der, hvor Skoven
suser som af Evighed,
langs min Længsels gyldne Floder
til et ensomt Sted, jeg ved.
Gemme mig i Mulm og Mørke
med min Mund mod Mos og Muld,
drømme der en Stund, naar Skoven
lukker sig saa løndomsfuld.
Bøj din Brusen mod mit Øre,
hvisk om dine Nætters Fred,
om det uudsigelige,
ingen fatter — ingen ved,
at mit Hjerte blidt kan bæve,
som en Blomst, der foldes ud.
Denne Evighedens stille,
sagte Susen — er det Gud?