Jeg gaar atter Paa saa kendte Steder
under Løvet, — er igen alene
i en stille Have, hvor det skumrer
sælsomt under Hængeaskens Grene.
Her jeg følger Tankerne, som Fugle,
der har fløjet længe for at finde
hjem til Haven, hvor en fremmed Flygtning
sysler med et ubarmhjertigt Minde.
— Her bor Mindet, her har Mindet hjemme,
og det søger mig, hvor end jeg træder,
sikkert og bestemt, som Lys og Skygge, —
hvisker til mig naar mit Hjerte græder.