Der findes Rav under Bølgen
saa maanegult,
som aldrig kommer til Lyset,
men ligger skjult.
Der ligger Stene i Havet
saa askegraa,
som aldrig Menneskefødder
skal vandre paa.
Der hviler Sne paa Bjerget,
saa uskyldshvid,
der er som tindrende Klarhed
og evig Tid.
Der er et Mørke i Natten,
saa lysforladt,
som sad der Trolde og vaaged’
over en Skat.
Der rinder Dug i min Have
saa taareskøn,
som sad der sørgende Alfer
og græd i Løn.
Der findes Sorg i mit Hjerte
saa solforladt,
der er som Frost i mit Indre
og Vinternat.