Sol over Jorden! Bliv Lys! Bliv Lys!
Hver Dag har sin Skabelsesmorgen.
Hver Dag er født i et helligt Gys,
som mødtes Glæden og Sorgen.
Sol overjorden! Til Haab! Til Held!
Saa morgenrødt Blodet bruser.
Det klare Lys som et Skabelsesvæld
strømmer fra Mørkets Sluser.
Sol over Jorden! Om Taarn! Om Tag!
Paa Lysets Kraft tør vi stole.
Saa vandrer vi ind i den nye Dag
til Arbejde — Liv eller Skole.
BØRNESTEMMER
Vær vor Gæst
i Højtidsstunden:
Aarhundredet svundet,
Dagen oprundet
for Lysets Fest!
SOLO
Et Aarhundrede — ak Ungdom,
I forstaar ej dette Ord.
Et Aarhundrede er svundet,
slettet er de tusind Spor.
Solen vandrer over Himlen,
værdig som en Patriark
og den smiler: Jeg har trøstet
Abraham paa Hebrons Mark —!
Et Aarhundrede er svundet,
og vi famler i dets Spor.
Et Aarhundrede — ak Ungdom,
I forstaar ej dette Ord.
Denne Skole, som vi hædrer,
som vi fejrer ved vor Fest,
er en hundredaarig Vilje
hos en hundredaarig Gæst.
Se tilbage, søg tilbage,
aand den ramme Duft igen!
Hundred Aar! Og alting mørkner,
falmer bort og visner hen.
Hundred Aar! De trange Gyder,
trange Hjærter, trange Sind.
Ahasverus søger Husly,
banker bønligt: Luk mig ind . . .
Hundred Aar! I Barneøjne
ulmer Blikket som en Brand,
selvfortærende og ensom:
Giv mig hundred Mænds Forstand!
Dog i hine onde Dage,
i den mørke Længselsflod
spirede en kraftig Vilje
og slog hundredaarig Rod.
Denne Skole, som vi hædrer,
som vi fejrer ved vor Fest,
er en hundredaarig Vilje
os en hundredaarig Gæst.
Et Aarhundrede — ak Ungdom,
I forstaar ej dette Ord. —
Et Aarhundrede er svundet,
slettet er de tusind Spor!
RECITATION
Skæbnebetvingede Vilje,
rundet af Natten mod Lyset,
modtag vor Fest!
Modtag de udrakte Hænder,
Fædres og Modres og Børns.
Se! Der er Læber, der smiler
Glæden muntert i Møde.
Se! Der er Øjne, der lyser
med Festens gyldne Glans.
Vor Tak er din,
dit Minde vort!
Saa er da dit Minde din Vilje lig,
forkynder med Fryd,
hvad Lyset har bragt:
Skønhed og Kundskab og Magt!
FÆLLESKOR
Ring du Skoleklokke,
nu staar vi paa vor Plads.
Lad Solen le og lokke
fra Skyernes Palads
— vi er jo selv i Slægt med dig,
du Sol, der lyser paa vor Vej,
vi nærer Lyset i vort Sind
og lukker Solen ind!
Lysets rige Straale,
der ned mod Jorden slaar,
vi vil dens Kræfter maale
og se, hvor langt den naar.
Den følger os, vi følger den,
snart mørkner det: vi ses igen!
Vi higer mod dens hede Brand,
mod Lysets Fædreland.
Jordens skønne Lande
i Lysets stolte Pragt!
Selv om vor egen Pande
dets Pandebaand er lagt.
Det skærmer os, hvorhen vi gaar,
i Lysets Tryllering vi staar.
Fortryllelse er Solens Spil,
vi gør, hvad Lyset vil!
Forfra alt begynder,
vi skaber Jorden ny!
Sig travle Hænder skynder
paa Marker og i By.
Og Lyset vandrer i vort Fjed,
og skaber vi, det skaber med;
men har vi endt vor Gernings Gang,
det fylder os med Sang!
Ring du Skoleklokke,
nu staar vi paa vor Plads.
Lad Solen le og lokke
fra Skyernes Palads,
vi er jo selv i Slægt med dig,
du Sol, der lyser paa vor Vej.
O dette er en Lysets Fest
— kom Sol og vær vor Gæst!