O evige Pathos
i Død og i Vorden:
Fra Orden til Kaos,
fra Kaos til Orden.
Den Sol, der har luet,
som Sandskornet rinder.
Henslumret i Nuet
vi Fortiden finder.
Som Livet begynder
hvor Døden end blunder,
det Skabte forkynder
det Uskabtes Under!
Vi lytter hernede
og hører det klinge,
mens Tiderne smede
de vældige Ringe.
O evige Pathos
i Død og i Vorden:
Fra Orden til Kaos,
fra Kaos til Orden!
BØRNESTEMMER
Vi er de unge Fugle
fra alle de gamle Reder.
Vi kommer fra Ørn og Ugle,
vi kommer fra Skjulesteder
for alle de gamle Fugle.
Vi er de unge Fugle
— hav Tak, I gamle Reder!
Hav Tak, du Ørn og Ugle,
for trofaste Skjulesteder
— hav Tak, I gamle Fugle!
Vi er de unge Fugle —
forladte staar alle Reder!
Selv bliver vi Ørn og Ugle
og drømmer om Skjulesteder
for alle de unge Fugle.
RECITATION
Af Muld, solmættet Muld,
gennemrislet af hellige Vandes Strengelegssange,
Fædrenes Muld, Forjættelsens Paradismuld,
hvis Regn er Taarer, hvis Storm er hede Ords Favnen
om Klippelænder, de figenbærende,
hvis Duft er Skæbneberusning — som fra en Kvinde,
hvis Ankelringe bestandig høres — Muld, mere dyrebar end Himlens Gaver,
trofastere end Stjernernes Gang gennem Aartusinder,
frugtbarere end Ordet, hugget i Sten, vædet af Blodregn,
Fostermuld! Af dit Skød,
drømmebesvangret, avledes Kimet,
det levende Kim for en Jordens Vilje,
vort Kim.
MANDS- OG KVINDESTEMMER
Aand paa dette Kim, da skal det atter grønnes.
Det skal vorde til en Palme og dets Herlighed forskønnes
til Jordens Skove skygges af Kolonner fra dets Frø —
aand paa de spæde Blade, at de ikke skal dø!
Aand paa dette Kim, da skal de Længselsfulde
se det store Under, se Livet staa af Mulde
og mumle over Bjærge: Se, nu lever jeg igen!
Aand paa de spæde Blade, at de ikke visner hen.
HYMEN
Hav Tak for din Styrke, du danske Jord,
der skærmed et Kim os saa dyrebart.
I dig vor Længsel og Vilje gror,
du danske Jordj du danske Jord.
Du gav os, hvad du kunde give,
du bød os at bo og blive.
Der ligger Landet, det lyse Land
med Morgenrøden saa længselsfuld.
I Bøgenes Læ ved din aabne Strand,
du danske Land, du danske Land,
her fryded det os at blive
— saa gav vi, hvad vi kunde give!
Vi mødes med Haab i det danske Hus
og mindes vor Skæbne forunderlig.
Saa meget sondres og segner i Grus,
du danske Hus, du danske Hus,
men den, der gives, skal give,
og hvad der faar Lykke, skal blive!
Hav Tak for din Styrke, du danske Jord,
der skærmed et Kim os saa dyrebart.
Paa ryddet Grund nu vor Fremtid gror
du danske Jord, du danske Jord.
Du gav os, hvad du kunde give,
vor Tak skal evindelig blive.