Gammelfa’r.
Gammelmo’r.
Ivar.
En tarvelig Stue. Fra Ruden trænger Sneskær ind i Tusmørket.
Gammelfa’r. Gammelmo’r.
Gammelfa’r. Du hørte jo da ogsaa, at han gik?
Gammelmo’r. Ja, han traadte saa haardt i Gulvet.
Gammelfa’r. Han plejer ellers at liste som paa Hosesokker.
Gammelmo’r. Gammelfa’r har denne Gang hørt rigtigt!
Gammelfa’r. Saa er vi ganske alene.
Gammelmo’r. Nej — Katten sidder under mine Skørter.
Gammelfa’r. Den fik jo ogsaa et Spark?
Gammelmo’r. Jeg kan mærke, den ryster.
(Lille Ophold).
Gammelmo’r. Gammelfa’r — hvorfor talte du ondt om hende?
Gammelfa’r. Hende! Den . . .
Gammelmo’r. Han holder jo af hende . . . alligevel . . . endnu!
Gammelfa’r. Ivar har mit Sind. Han er trofast.
Gammelmo’r. Du var saa ubarmhjertig, Gammelfa’r.
Gammelfa’r. Har Livet været barmhjertigere mod vor Søn?
Gammelmo’r. Men Menneskene burde være barmhjertigere . . . Og du Gammelfa’r!
Gammelfa’r. Saa har jeg vel stillet hendes Skygge mellem ham og mig?
Gammelmo’r. Han gik i Vrede!
Gammelfa’r. Jeg er saa bedrøvet, Gammelmo’r. Men jeg kunde ikke andet.
Husker du, hvor glad han var — endnu i Gaar. Han sang og sang af Lykke. Jeg husker alle Melodierne, Gammelmo’r!
(Lille Ophold).
Gammelfa’r. Jeg er saa syg. —
Hvad er det, som glimrer dér? Noget som lyser derhenne ved Ovnen?
Gammelmo’r. Kan Gammelfa’r ikke se, at det er Ringen?
Gammelfa’r. Naa saa det er Ringen!
Gammelmo’r. Det var hendes Ring. Dér kastede hun den.
Gammelfa’r. (løfter Hovedet) Væk med den! Jeg vil ikke se den.
Gammelmo’r. Nu skal jeg tage den op.
Gammelfa’r. Gammelmo’r — rør den ikke! Den brænder. Fej den ud.
Gammelmo’r. Skal Ivar finde den i Fejeskarnet? Lad den blive liggende.
Gammelfa’r. Har den ikke siddet om hendes Finger?
Gammelmo’r. Du er haardhændet i Aften, Gammelfa’r.
Gammelfa’r. Lille Mo’r. Lille Mo’r. Jeg kan ikke se, jeg kan ikke høre. Jeg bliver ond i Aften.
Tag min Haand og føl en Gang. Sidder min Ring ikke dér? (hoverende) Naa?
Gammelmo’r. Den er vokset ganske fast om Fingeren.
Gammelfa’r. Ikke om Fingeren blot, Gammelmo’r. Ikke om Fingeren blot. Om hele mit Liv!
Gammelmo’r. Lille Fa’r — da! Lille Fa’r.
Gammelfa’r. Det pure Guld. —
Kan Gammelmo’r forstaa, at der blev Raad til saa fine Sager. Naa — var det ikke Guld? Naa! Den eneste Gang i mit Liv. Gammelmo’rs Hænder rystede ikke den Gang; de var hvide. Saa sad Ringen der og smilede — — til Gammelfa’r.
Gammelmo’r. Men din Haand saa ganske forlegen ud med Guldsmykket!
(Lille Ophold).
Gammelfa’r. Kan du se paa Ringen, hvor gammel den er?
Gammelmo’r. Nej!
Gammelfa’r. Men paa Fingeren kan du?
Gammelmo’r. Tiden har mærket Fingeren.
Gammelfa’r. Saa se ikke paa Fingeren, Gammelmo’r! Saa se paa Ringen!
(Ophold).
Gammelfa’r. Lille Mo’r.
Gammelmo’r. Ja!
Gammelfa’r. Jeg bliver saa bedrøvet.
Gammelmo’r. (grædende). Min stakkels Søn!
(Lille Ophold).
Gammelfa’r. Nu gaar han ude i Sneen.
Gammelmo’r. Jeg synes, jeg kan høre hans Trin.
Gammelfa’r. (hurtig). Kommer han?
Gammelmo’r. Nej, det var ikke saadan . . .
Gammelfa’r. Og Ringen ligger derhenne og glimter. Hvad skal den dér? En Ring, som ikke vilde vokse fast. En Ring uden Finger. Bort med den!
Gammelmo’r. Du gør mig bange, Gammelfa’r.
(Ophold).
Gammelfa’r. Lille Mo’r. Giv mig din Haand.
Gammelmo’r. Hvad vil du?
Gammelfa’r. din højre Haand, Gammelmo’r.
Gammelmo’r. Du maa ikke, Gammelfa’r.
Gammelfa’r. Lad mig føle!
Gammelmo’r. Du maa ikke . . .
Gammelfa’r. Men Gammelmo’r — —!
Jeg kan ikke føle din Ring . . ..
Gammelmo’r. Aa lille Fa’r. Du maatte jo ikke.
Gammelfa’r. Ringen! Ringen!
Gammelmo’r. Den er ikke paa min Finger.
Gammelfa’r. Ikke paa din Finger?
Gammelmo’r. Dér er min Ring — dér — paa Gulvet.
Gammelfa’r. Er det din Ring?
Gammelmo’r. Aa, Gammelfa’r!
Gammelfa’r. Din Ring paa Gulvet. Men hvad er det dog?
Gammelmo’r. Det var hendes Ring.
Gammelfa’r. Men din?
Gammelmo’r. Jeg havde skænket hende min Ring.
Gammelfa’r. Hende! Din Ring?
Gammelmo’r. Hun kom en Dag og fik den.
Gammelfa’r. Men hvor var da hendes egen?
Gammelmo’r. Den var bleven borte . . .
Gammelfa’r. Den Ring, Ivar havde givet hende,
var den bleven borte? Jeg forstaar det ikke.
Gammelmo’r. Hvad der er borte, det er borte —. Saa gav jeg hende min.
Gammelfa’r. Skænkede din Ring bort!
Gammelmo’r. Ivar maatte ikke mærke noget.
Gammelfa’r. Du gav hende den!
Gammelmo’r. Jeg kyssede den og gav hende den, og saa ønskede jeg —
Gammelfa’r. Det maa have været en tung Skilsmisse!
Gammelmo’r. Jeg ønskede, at den aldrig maatte komme tilbage.
Jeg behøvede den jo ikke, Gammelfa’r.
Gammelfa’r. Og nu er den kommen tilbage?
Gammelmo’r. Den kom alligevel.
Gammelfa’r. Og jeg, som vilde, den skulde fejes ud med Fejeskarnet —!
Gammelmo’r. Du vidste jo ikke —
Gammelfa’r. Tag den Ring paa din Finger. Jeg skal gnide den blank igen.
Gammelmo’r. Den er saa blank, som den altid har været.
Gammelfa’r. Jeg skal stryge Rusten af den.
Gammelmo’r. Guld kan ikke ruste!
Gammelfa’r. Aa, lad mig se Ringen Gammelmo’r. Men sæt den paa din Finger først.
Gammelmo’r. Ser du, hvor tæt den slutter om Fingeren?
Gammelfa’r. Den sidder, som om den aldrig havde siddet andre Steder!
(Lille Ophold).
Gammelmo’r. Lød der ikke Skridt?
Gammelfa’r. Tys!
(Lille Ophold).
Gammelfa’r. Kommer Ivar? Kommer han? Herre Gud, jeg kan jo ikke høre noget som helst.
Skynd dig at svare, lille Mo’r. Du er jo baade mine Øjne og mine Øren!
Gammelmo’r. Jeg tror, Ivar kommer.
Gammelfa’r. Træder han tungt til?
Gammelmo’r. Sneen dæmper hans Skridt.
Gammelfa’r. Aa — hvem der blot vidste det Ord —
Gammelmo’r. Hvad mener Gammelfa’r?
Gammelfa’r. Det lille Ord, der kunde skænke os vor Søn tilbage.
Gammelmo’r. Det er ikke Ordene, det kommer an paa, Gammelfar!
Gammelfa’r. Men i Tavshed tør jeg ikke møde hans Blik.
Gammelmo’r. Lov mig — tal ikke om hende!
Skønt — bør vi ikke værne det Minde, Ivar ejer? Vi to gamle!
Gammelfa’r! Ivar har Sorg. Ivar græder. Tal ikke ondt om hende.
Gammelfa’r. Jeg er angst, lille Mo’r.
(Lille Ophold).
Gammelmo’r. Kan Gammelfa’r nu se hans Skygge derude i Sneen?
Gammelfa’r. (farer sammen.) Er det Ivars Skygge? Saadan ser jo næsten min egen Skygge ud.
(Lille Ophold).
(Ivar kommer ind. Han gaar slæbende over Gulvet og søger mod Stuens anden Dør.)
Gammelfa’r. (mumlende.) Han vil ikke tage min Haand.
Gammelmo’r. Ivar!
Ivar. Ja.
Gammelfa’r. Ivar.
Ivar. Hvad vil I mig?
Gammelfa’r. Vi vil tale med dig.
Ivar. Synes du ikke, Fa’r, at vi to har talt altfor meget sammen i Dag?
Gammelfa’r. Har jeg saaret dig, Ivar?
Ivar. Saaret mig? Gid du havde! Nej, alt, hvad du har sagt, er prellet af — altsammen!
Du har ingenting sagt. Jeg har ingenting hørt. Hvor er min Fa’r?
Gammelfa’r. Ivar! Ivar!
(Lille Ophold).
Gammelmo’r. (bøjer sig hen mod Ivar). Er dine Sko ikke bleven dyngvaade i Sneen derude?
Ivar. Det gør ikke noget, Mo’r.
Gammelmo’r. Jeg har tørret et Par Strømper til dig, Ivar.
Ivar. Hvor du er god, Mo’r.
Gammelfa’r. Ja, Mo’r er altid betænksom og kærlig. Husk paa det, Ivar!
Ivar. Du har Ret, Fa’r, — Jeg burde være Taknemmeligheden selv!
Nu gaar jeg ind til mig selv!
Gammelfa’r. Bliv lidt . . . bliv lidt hos os.
Ivar. Jeg har intet at sige jer.
(Lille Ophold).
Ivar. Der var en Ting. Noget, jeg vilde spørge Mo’r om.
Gammelmo’r. Spørg du kun, Ivar!
Ivar. Hvor er Ringen?
Gammelfa’r. Hendes Ring?
Ivar. Ja — hendes.
Gammelfa’r. Vil du gerne vide, hvor den er?
Ivar. (i Angst). Den er vel ikke . . . Fa’r . . . har du den?
(skrigende)
Giv mig Ringen!
Gammelfa’r. Det er ikke mere din Ring.
Ivar. Ogsaa det! ogsaa det! I haaner mig . . . I slaar mig . . . I dræber hende.
Kan I tage Vare paa hendes Ring!
Hvor er den? Giv hid! Skjul den ikke! I sparker mig fra jer . . .
Giv mig min Ring . . .!
Gammelfa’r. Ivar, Ivar! Ringen sidder om din Moders Finger.
Ivar. Hvad siger du?
Gammelmo’r. Her er den, Ivar.
Ivar. Om din Finger?
Gammelmo’r. Din gamle Mo’r trængte til lidt Pynt, Ivar.
Ivar. Hendes Ring paa din Finger.
Gammelmo’r. Misklæder den mig?
Ivar. Mo’r! Du vil bære hendes Ring . . .
Gammelmo’r. Den Ring minder mig om min egen Lykke.
Ivar. Aa, Mo’r —
Gammelmo’r. Men Ivar. — Med den Ring paa Fingeren — kommer jeg til at længes!
Ivar. Længes . . .?
Gammelmo’r. — Efter min Søn!
Ivar. (i et Skrig). Mo’r.
Gammelfa’r. Ivar — der er meget Guld i den Ring. Det pure Guld —
Ivar. Jeg vil hente min Barneskammel og sætte mig hos jer. Nej — I maa ikke tænde Lys.
Vil I høre . . . alt det . . . det hele?
(brister i Graad)
Mo’r . . .! Jeg er saa bedrøvet . . .