Strange is thy pallor, strange thy dress
and this all solemn silentness.
Edgar Poe.
Du kasted af dit tunge Læs
og gik i Gjern;
op af dit Bryst skjød Hjertegræs
og Roser frem.
Smukt stod omkring din sidste Rest
et Blomsterflor;
saa faldt det om i Høstens Blæst
og blev til Jord.
Nu er det koldt, det fygesneer
og fryser haardt,
men Du er intet, intet mer,
du smuldred bort.
Din Sjæl er ogsaa død, den brast
i gylden Damp;
dog, endt er Livets Overlast,
endt Kval og Kamp.
Og Tak ske Gud, som bort Dig drev
fra Himlens Port.
Han ynked Dig, saa kun Du blev
tilintetgjort.
Du blev ej sat i Helveds Hul
blandt Plebs og Pak,
Du blev af Naade gjort til Nul,
og Gud ske Tak!