Ak, I lyserøde Blomster, ak Du milde Foraarsvind,
selv jeg vilde gjerne slutte hver, jeg seer, i Favnen ind.
Men, om hver jeg tog i Favnen, kunde Hvermand blive vred,
hvor, hvorhen skal jeg mig vende med min store Kjærlighed?
Omme ved den kolde Kilde bag den hvide Marmorsten
veed jeg Een, der staaer og venter ingen anden men kun Een.
Nygræsk (Kreta).