Hellas Sol, Gud Helios, hil din Bortgang;
henad gyldne Brudd i Hymettos’ Marmor
slaaer din Kappes Purpur af Ild og Roser
ud sine Flige.
Blegrødt Lys med dybtviolette Skygger
dækker Kløftens Neriumskrat, og sagte,
søvnigt klinger Bjælden af Faar, som søge
skumrende Græsstraa.
Stum den lille Hyrdedreng staaer og stirrer,
stirrer stum, til Solskiven sank; hans Fløjte
faldt ham ud af Haand, og til Bøn sig folde
barnligt hans Hænder.