Knap en Mumlen af Bølgernes Klang,
ingen Rysten af Brændingens Rusk,
ganske stille det glasklare Tang,
groer i Kniplinger, Busk over Busk.
Og de Buske sig brede til Skov
uden Indgang og Vej eller Sti,
men i Skumringen hvisker det: Sov,
sov, alt Ansvar, al Angst er forbi! —
Under fosforgrøn, lysende Tang,
i ukrænkelig Ensomheds Værn,
blev al Uret, jeg døjed en Gang,
nu saa fjern, o, saa grændseløs fjern.
Og det drypper fra Tvelys af Blaat
med en Fred, jeg ved Strid har fortjent
hvor den uvante Hvile gjør godt,
hvor velsignet, at alting er endt!