Det Hav, det lokker med Harpeslæt
og skinner i Sølv langt ude;
men rød som Blod er hin lille Plet
af Lys igjennem din Rude.
Det Lys har ikke for mig Du tændt,
ej mere det mig forblinder.
Min Dag og Lykke har her Du endt;
langt ude kun Havet skinner.
Og gik derhjemme min Sol end ned,
langt ude gryer Dagskjær klare.
Naar her jeg slet ingen Udvej veed,
maa vidt jeg om Verden fare.