Kongens Datter, skjøn Ysabel,
— Ti stille, Hjerte, ti stille!
for hende sjunge Guds Fugle vel.
— Men os vil Mennesker skille.
For hende klæder sig Lunden grøn.
O, var jeg Smaasvend en Kongesøn!
De ride gjennem den Lund i Mag,
Jomfruen foran og Svenden bag.
»Min Svend, som tier af Kvide kvær,
— Ti stille, Hjerte, ti stille! —
kom, rid en eneste Gang mig nær.
— For os vil Mennesker skille. —
Og kan det vorde din Sorg til Gavn,
saa kys mig tyst i Vorherres Navn.«
Den Lund var tavs, og den Sti var trang,
han kyssed første og sidste Gang.
Nu har jeg intet at ønske mer,
— Ti stille, Hjerte, ti stille! —
jeg elsker ingen Jomfruer fler.
— For os vil Mennesker skille. —
Flamsk.