Ud fra Fjeldet toner Klang af Strenge,
slaaer sin Harpe dér den hvide Vila,
hvide Vila, Markvaklippens Bjergmø,
født af Maanestraaler over Sneglimt.
Harpens Sangbund er den bratte Fjeldvæg,
og dens Strenge Skovens høje Stammer,
og med Sus hver Skovens Stamme gynger,
og den vilde, hvide Vila synger:
Moder Maane, hør din Datter kalde!
Tal, fortæl, hvor er den fagre Stjerne,
ingen Stjerne, kun et Barn, et lille,
lille Barn, mit Øjes Lys, Radoitzo,
født til Fryd for mig af Christen Kvinde.
Er dog mig, mig gudsforglemte Bjergmø,
er dog mig, hvem ingen Præst kan vie,
er dog mig, der intet Barn skal eje,
mere kjær hin lille Dreng Radoitzo
end den lyse Morgen er for Lærken
og den høje Himmel for Guds Engle.
Moder Maane, sig, hvor blev den Spæde? —
Men bag Skyer tog Maanen til at kvæde,
og af Graad dens Kinder gjordes blege:
Hvide Vila, Bjergets Mø, min Datter,
Du, hvem ingen christen Præst kan vie,
Du, der intet Barn ved Barm skal vugge,
glem dit Øjes lille Lys Radoitzo,
lille Lys, som her paa Jord blev slukket.
Da hans Fader faldt for Omer Pascha
og hans Moder solgtes som Slavinde,
svøbte ingen mer det Barn Radoitzo,
ingen Haand hans klare Øjne tvætted,
ingen ammed mer ved Bryst den Spæde.
Saadan græd Radoitzo for sin Moder,
at Guds Stjerner deres Smil forglemte
og af Ild de fældte hede Taarer.
Af de Stjerners Ild steg ud en Jomfru,
ingen jordisk Jomfru men Guds Moder;
paa den ene Arm hun bar vor Frelser
men Radoitzo tog hun med den anden,
til sit Bryst det lille Barn hun lagde,
intet Bryst men hvide Roser tvende —
Tak ske Gud, som al vor Nød vil ende!
Bort hun bar ham med sin Søn tilsammen —
Tak ske Gud, som vender Sorg til Gammen!
Ind i Friheds Lys hun bar den Spæde —
Tak ske Gud, de Christnes Sejr og Glæde!
(Fra Tyrkeherredømmets Tid.)