Jeg véd et Baand, der Sjæl til Sjæl kan føje,
Det brister aldrig, derpaa vil jeg tro!
Thi ingen Magt kan Kjærligheden bøje,
Og ingen Trolddom dysse den til Ro!
Nej, den er Glædens Fyr paa Sorgens Strande,
Og lyser paa den vilde Bølgeflok,
Den staaer som Stjernen over sorte Vande,
Og Stjernen ses, men skattes aldrig nok!
For Tidens Le maa Kindens Roser trille,
Men Hjertets Haab er ikke Tidens Nar!
Det staaer saa højt, at Tiden bliver lille,
Paa Dommedagens Tind sin Plads det har!
Er det ej sandt, saa har jeg aldrig skrevet,
Og ingen Elsker nogensinde levet!
William Shakespeare.