Skal jeg Dig ligne ved en Sommerdag?
Nej mere lys og blid har Dig jeg fundet!
Thi Somrens Blæst kan tage haarde Tag,
Og Somrens Ungdomstid er brat forsvundet.
Og snart for hedt har Himlens Øje brændt,
Snart saa jeg Skyer den gyldne Kreds formørke,
Snart blev det Skjønne til det Stygge vendt,
En Blomst er død af Regn og en af Tørke.
Men Du, min Rose, staaer i evig Pragt,
Og din Skjærsommertid kan ikke svinde!
Thi over Dig faaer Døden aldrig Magt,
Til Liv og Lys min Digtning skal Dig binde!
Saalænge Nogen kjender Poesi,
Saa lever den, og Du, som boer deri!
William Shakespeare. † 1616.