Du høje Helgenbilled i mit Sind!
Du, hvem jeg tilbad, tilbad aldrig trættet,
Du Sol, jeg saa, Du Sol. som aldrig plettet
Har kastet paa min Vej dit milde Skin!
Hav Tak for Morgenskjæret paa din Kind,
For Øjets Glimt, hvis Varme jeg har gjættet,
Og for dit lyse Haar, som trindt har flettet
Omkring min Sjæl sit fine, gyldne Spind!
Din er jeg da, hvorhen jeg saa mig vender;
For hver en Gang din Læbe til mig lo,
Vel tusindfold jeg kysser dine Hænder!
Som Du blev født, der fødes aldrig to!
For mig er Du det største, som jeg kjender;
Kun et er større: hvor jeg var Dig tro!
Efter Ludovico Ariosto. † 1533.