»Nu bringer jeg Dig, Adam, al din Glæde,
Din Lignelse, din Hjælp, dit andet Jeg —
Et fuldendt Udtryk for dit Hjertes Ønske!«
Saa talte Gud, men mer forstod jeg ikke.
Der overvælded mig en Himmelduft,
Min jordiske Natur, der havde rakt sig
Til Herren op, imens han var mig nær,
Blev dybt bedøvet, mine Sandser brast,
Plat sank jeg ned og sukked efter Hvile.
Da faldt der over mig en stille Søvn,
Husvalende den skygged for mit Syn,
Mit ydre Syn — thi Phantasiens Gjemme,
Det indre Øje, lod den aabent staa,
Saa trods mit Blund jeg tyktes henrykt skue,
At Skaberen var nær — skjøndt luftig let
Dog end saa pragtfuld, som jeg vaagen saa ham,
Han bøjed sig, og fra min venstre Side
Han tog et Ribbén, varmt af Blod og dugget
Af Hjertets Aande; vidt var Vundens Gab,
Men strax det luktes til og groede sammen.
I sine Hænder gav han Knoglen Form,
Og for hans Guddomskunst en Skabning fremstod
Halvt lig mig selv, men saa vidunderdejlig,
At Alt, jeg før beundred, tyktes smaat,
Hvadeller summet op og gjemt i hende
Og i det Blik, der gjød mig over med
En Salighed, jeg aldrig havde vidst,
Og gjennemtrængt af hendes Aandedræt
Blev hele Verden fyldt med Duft af Elskov.
Dog nu forsvandt hun; det blev mørkt; jeg vaagned
— Til hendes Favntag eller evig Graad
Og til et Paradis foruden Glæde.
Alt veg mit sidste Haab — da saa jeg hende
Just saadan som i Drømmen, smykket ud
Med Alt, hvad Jord og Himmel lægger sammen,
Naar En skal gjøres elskelig. Hun kom
Ført, skjøndt usynligt, af den store Skaber
Og ledet af hans Røst, der tolked hende,
Hvad Hellighed han har i Kvinden lagt.
Guds Himmel spejled sig i hendes Øjne,
Og høvisk Ynde flytted hendes Fod;
Af overvættes Lykke lydt jeg raabte:
Mit Savn er slukt; nu, Herre, har jeg Alt!
Med fulde Hænder stadig Du mig bragte
Saamangen Skjænk — men dyrebar som denne
Var intet, Du mig før har undt — nu seer jeg
Kjød af mit eget Kjød, Bén af mig selv,
Mig selv jeg seer, og Kvinde skal hun kaldes.
Af Mandens Æt hun er, og Manden skal
Med hende gaa fra Fader og fra Moder
Og begge blive samme Liv og Sjæl!
Hun lytted, og, skjøndt ført af Herrens Haand
Det bølged op i hendes Jomfrusind:
Grandt hun fornam sit eget ædle Værd,
At vindes maatte hun og ikke gribes.
Thi gik hun ej for hastigt mig imøde,
Men tøved, saa hun tyktes mere fin,
Og skjøndt aldeles pur af Tanke maatte
Hun for mit Blik dog vende sig omkring.
Jeg nærmed mig; hun stod med fagre Lader
Og gav huldsaligt mig sit Bifald til,
Hvad bedst jeg talte. Hen til Brudekamret
Hun fulgte med mig, Morgensolen lig.
I hvert et Himmeltegn stod skrevet Lykke
For denne Stund, og hele Jordens Kreds
Bar sin Lykønskning frem i Højtidsdragt,
Mens alle Fugle sang. Den muntre Vind
Løb om i Krat og kasted Roser ud
Og slog sin Vinge gjennem Blomsterhækken
Til Nattens blide, tonerige Fugl
I Sang bad Aftenstjernen haste op
Paa Bjergets Tind at staa som Brudelampe.
Efter John Milton.