Vær hilset mildt igjen, ung Varja, min Veninde,
vær hilset i din glemte Grav,
min Søster og min Trøst, Du Stakkel, som i Blinde
din Ære for din Elskov gav!
Og hvad fik Du til Løn, ung Varja, favre, fine,
som har Dig selv til Offer bragt?
I Livet — Skam til Tak og Død i Synd og Pine,
i Døden — Tavshed og Foragt.
Hvor er din Sjæl? Mon nu paa Solnedgangens Strømme
den om mig svæver lys og varm?
hvad eller — Stærke Gud, som skal vor Svaghed dømme,
forbarm af Naade Dig, forbarm!